For nogen tid siden offentliggjorde FHK, at de til sommer tager afsked med Jonas Raundahl. Nu er hans fremtid på plads, da Nordsjælland Håndbold har offentliggjort, at de har indgået en tre-årig aftale med stregspilleren.

Raundahl har spillet det meste af karrieren i FHK, men tilbage i januar blev han udlejet til 1. divisionsklubben Skive. Til sommer tager han igen skridtet op på øverste hylde, da han fortsætter karrieren i Nordsjælland, da han ikke havde udsigt til kontinuerlig spilletid på FHK’s ligahold.

– Efter næsten 10 år i Fredericia føltes det som det rigtige tidspunkt for mig at søge et andet sted hen. Jeg har valgt Nordsjælland Håndbold, da det virker som det helt rigtige sted for mig at fortsætte min udvikling, og efter en god snak med klubben var jeg ikke i tvivl om, at det var det helt rigtige for mig. Nordsjælland Håndbold er en klub som gennem de seneste sæsoner har bevist, at de tør benytte og udvikle unge spillere. Rent sportsligt tror jeg, at jeg kan rykke mig rigtig meget og hjælpe til, at Nordsjælland kommer tættere på en plads i top-8. Nordsjælland ligger centralt for mange uddannelsesmuligheder, så der bliver rig mulighed for at supplere håndbold med uddannelse, siger Jonas Raundahl i en pressemeddelelse.

Den unge stregspiller, der kæmper for at komme med til U21 VM, har set tidligere Nordsjælland-spillere blive sendt videre til en højere hylde efter gode præstationer. Det har Raundahl blandt andet lagt på.

– Lige nu har jeg rigtig store drømme og høje ambitioner omkring at føre håndbolden så langt som overhovedet muligt. Disse ambitioner bliver selvfølgelig ikke mindre, når håndboldherrerne for 3. gang i træk løfter VM trofæet. Bundesligaen har altid været et kæmpe mål for mig. I det perspektiv har Nordsjælland Håndbold netop bevist, at de kan udvikle spillere, der kan begå sig i Bundesligaen i form af Andreas Magaard, siger Raundahl.