Tak til John Nyborg for god debat til Grundlovsdag på Kulturkasernen, og for det velskrevne indlæg. Jeg deler mange af Johns betragtninger – især det, at fredericianerne skal inddrages tidligere i processerne, og at folkestyret ikke kun er vigtig på Grundlovsdag, men også i hverdagenog i fællesskaberne. Man kunne med rette undre sig over, hvorfor det siddende byråd ikke allerede har ført nogle af disse liberale idéer ud i livet – for mulighederne er der jo?

Vi politikere – og kandidater – har et særligt ansvar for at holde samtalen med borgerne mere åben og ordentlig, og måske er tiden endda inde til at genoplive initiativer som demokraticontaineren eller give borgerforslag plads i kommunen?

I Danmark er vi ikke meget uenige om retningen – det er vi heller ikke i Fredericia: Vi ønsker alle bedre skoler, færre der dumper, en værdig ældrepleje og at Fredericia skal være en by med et godt ry. Uenigheden ligger i vejen derhen, og den debat skal vi kunne tage – både ærligt og respektfuldt.

Derfor var det også en fornøjelse at deltage i Grundlovsarrangementet, som Lars Olesen og Kirsten Vad Knudsen havde stablet på benene. Det var både hyggeligt og opmuntrende at mærke, hvordan vi – helt praktisk – fik løst opgaverne sammen. Der blev båret borde og bænke, og der blev debatteret med respekt. Kæmpe tak for det.

Men jeg var og er altså uenig med John, da han under debatten kritiserede mediernes rolle – at de kun bringer negative vinkler og misforstår tingene. Jeg mener faktisk, at de gør det, de skal: De undersøger, stiller kritiske spørgsmål og holder politikerne ansvarlige. Når der er blevet givet dyre gyldne håndtryk for over 14 mio. kr., når der er lækket personlige oplysninger om en 15-årig dreng, og når sager som Kobbelgården og Valhalla kommer frem – så skal det dækkes. Og der skal ikke lægges fingre i mellem. Medierne gør det ikke, fordi de ønsker at skade Fredericia, men fordi borgerne har ret til at vide, hvad der foregår i deres kommune og hvordan deres skattekroner bliver brugt.

Selvom mediedækningen kan føles skarp og måske til tider under lavmålet, så er den vigtig. Medierne kaldes jo ikke den fjerde statsmagt for ingenting. De bidrager til, at vælgerne kan træffe oplyste valg – både når det gælder børnehaver, plejehjem og stemmesedlen i november.

Jeg ser frem til mere debat, også med John –  om hvordan vi styrker fællesskabet og tilliden, og hvordan vi sikrer gennemsigtighed og ansvarlighed i vores kommune.