I går mødte jeg en ung mand. Vi kom i snak og han fortalte mig, at han og hans familie var ved at flytte ind i en lejlighed her i nabolaget, men han regnede nu ikke med at blive boende her længe. Han fortalte, at det var deres plan at bo her 1 til 2 år og så flytte tilbage til Syrien.
Jeg udbrød: ”Det er da ikke så godt hvis alle I syrere flytter tilbage til Syrien, så kommer Danmark til at mangle arbejdskraft!”. Han smilede bare.
Ja, tænk hvis alle syrerne og alle ukrainerne flytter, flytter tilbage til deres hjemlande. Så kommer vi nemlig til at mangle arbejdskraft.
I øjeblikket arbejder mange folk fra disse lande i plejesektoren, som stuepiger på vores hoteller, som chauffører samt på fabrikker.
De holder hjulene i gang.
De betaler skat til både kommunen og staten.
Det er bl.a. derfor vi har så mange mennesker i beskæftigelse, så mange som vi aldrig har haft før og derfor bugner vores statskasse.
Jeg forstår godt, at de vil hjem til deres hjemland, når og hvis det bliver muligt.
Men mens de er her, yder mange en stor indsats bl.a. inden for ældresektoren, så det kunne måske være en god ide at behandle den udenlandske arbejdskraft, som mange af flygtningene udgør, med respekt.
Birgitte Moos Laursen
Kandidat til byrådsvalget for SF














