Sebastian Frandsen havde den ene store redning efter den anden, da FHK vandt 34-24 mod GOG og kvalificerede sig til DM-semifinalen for andet år i træk.

Vi har Frandsen, super, super Frandsen. Sådan lød det gentagne gange fra de mest inkarnerede FHK-fans, der undervejs blev suppleret godt af hovedparten af de 2.400 tilskuere i thansen Arena, hvor halspeakeren 17 gange i opgøret råbte: Sebastian, efterfulgt af Frandsen fra tilskuerne. De 17 gange var antallet af redninger, som Frandsen diskede op med i kampen.

I foyeren en halv time efter kampen var Frandsen stadig omgivet af ellevilde fans, da AVISEN gik hen for at tale med dagens helt i skysovsen.

– Der går rigtig mange gode følelser igennem kroppen på mig. Det var en fed kamp, sagde Frandsen.

Flere gange reddede Sebastian Frandsen på sensationel vis ved at stikke det ene ben langt op i vejret på nærskud.

– Jeg når at tænke et splitsekund, og i dag var det de rigtige tanker, smilede Sebastian Frandsen.

På banen er Frandsen ikke en, der viser følelser på samme måde som eksempelvis den tidligere fanfavorit i FHK, Emil Tellerup, der på karakteristisk vis altid jublede som en gal. Men Frandsen følte sig godt tilpas i målet over opbakningen fra lægterne.

– Det var magisk at mærke trykket fra tilskuerne fra første fløjt. Vi bar hinanden frem, både holdet og tilskuerne, forklarede Sebastian Frandsen.

Flere har observeret Sebastian Frandsen være grinende på banen til gengæld. Både efter en redning og hvis bolden er gået i mål.

– Det gør jeg for at holde fokus på næste bold, lød svaret fra Frandsen.

Fokus holdt FHK også i den grad opgøret igennem mod GOG, som blev sendt baglæns ud af thansen Arena med kurs mod Lillebælt.

– Vi spillede utrolig godt angrebsspil med få fejl, dækkede godt op, og jeg formåede at få gode redninger, så lagt sammen gav en god præstation, forklarede Frandsen.

Nu sigter Sebastian Frandsen imod en DM-finale. Næste stop på vejen er mod Ribe-Esbjerg i semifinalen.

– Vi har hjemmebanefordelen i kamp tre, det er altid godt, konstaterede Sebastian Frandsen, som diskede op med 17 redninger på 38 forsøg og levede op til tilnavnet “Super Frandsen”.