Det vejlensiske bagerieventyr, P. A. Andersen & Sønner, der også har forretninger i Fredericia og Børkop, har åbnet forretningerne for sidste gang. Det står fast efter, at virksomhedens bestyrelse har indgivet en konkursbegæring til skifteretten.

Bjarne Wetche gav bolden videre til P.A. Bjarne Wetche ejer stadig bygningen, som husede bageriet. Foto: AVISEN

Der var med flag, fest og farver, da P. A. Andersen & Sønner ekspanderede til Fredericia for nogle år siden, og blandt andet købte Wetche Bageri på Vesterbrogade i Fredericia, men også fik en afdeling i SuperBrugsen i Erritsø. Men nu er festen forbi, efter 124 år med P.A. Brød er det slut.

– Det er med stor beklagelse, at P. A. Andersen & Sønner har set sig nødsaget til at indlevere en konkursbegæring til skifteretten, og dermed indstille driften af virksomheden, som har været en stor del af lokalsamfundet de sidste 124 år. Denne afgørelse kommer efter omfattende overvejelser og er truffet med et tungt hjerte, siger bestyrelsen på virksomhedens sociale medier og fortsætter:

– Vi har igennem tiden stået overfor og overvundet mange udfordringer, men desværre har de seneste års begivenheder placeret vores virksomhed i en uholdbar position. Eftervirkningerne fra COVID-19 pandemien har medført en belastning på vores ressourcer, som kun er blevet yderligere udfordret af energikrisen, stigende råvarepriser og sidst men ikke mindst tabet af en stor kunde. Alt sammen begivenheder som har presset vores driftomkostninger og indtjening markant og med en hastighed, hvor vi ikke har kunne føælge med i forhold til at tilpasse vores forretningsmodel.

Takker medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere

– Vi ønsker at rette en dybfølt tak til vores fantastiske medarbejdere, trofaste kunder og samarbejdspartnere, som har støttet op omkring vores virksomhed gennem mange år. Deres engagement og støtte har været uvurderlig, og vi er taknemmelig for de relationer, vi har opbygget gennem tiden, skriver virksomheden, der dog ikke helt har opgivet håbet om en fortsat drift:

– Vi har igennem længere tid forsøgt at finde løsninger til en fortsat drift. Dette arbejde fortsættes i håbet om, at der kan findes en konstellation for en fremadrettet drift af P. A. Andersen. Vi er stolte af vores arv og de bidrag, vi har ydet til lokalsamfundet, og vi takker alle, der har været en del af vores rejse gennem årene, slutter bestyrelsen.

SuperBrugsen i Erritsø arbejder på en løsning

Hos SuperBrugsen i Erritsø havde uddeler, Kenneth Ørvad, ikke set dagens melding komme.

– Jeg fik det at vide i dag på en sms. Der er åbent i bageriet i dag, men ikke i morgen. Det har da været et chok for de medarbejdere, PA har gående der, men også for os andre. Jeg ved, at det er en god forretning, der bliver drevet her, så jeg håber på, at der kan findes en løsning, siger Ørvad og slutter:

– Lige meget hvad, så kommer der en bager, for det ved vi, at vores kunder gerne vil have. Det er et aktiv for os, så vi arbejder naturligvis på at finde en løsning.