Børn og unges skolefravær og omfattende skærmforbrug er stærkt bekymrende og skal tages langt mere alvorligt i debatten om børn og unges trivsel og skolegang. Højt skolefravær handler ikke kun om, at børn og unge mister værdifuld læring og sociale fællesskaber, det er samtidig ødelæggende for mange familier. Derfor er det en mærkesag for Det Konservative Folkeparti, at vi får sat skolefravær og skærmforbrug langt højere på dagsordenen. 

I debatten om styrkelse af folkeskolen står vi også over for to store udfordringer, som kræver vores opmærksomhed og handling: skolevægring og det stigende skærmforbrug blandt unge. 

Det handler først og fremmest om at sikre rammer for en god trivsel og sundhed for hele familien, og det er en afgørende forudsætning for at hæve karaktergennemsnit i dansk og matematik, at vi samtidig får forholdt os til skolefravær og skærmforbrug. For hvis de grundlæggende forudsætninger ikke er på plads, når vi ingen vegne. Derfor er det helt essentielt for Det Konservative Folkeparti, at vi tager et langt større ansvar, både politisk og i fællesskab. Der skal findes flere løsninger, der kan hjælpe børn, unge og familier, der er påvirket af højt skolefravær og højt skærmforbrug.  

I Fredericia er der igangsat en række initiativer mod skolevægring, men vi skal sikre, at det virker. Forebyggelse af højt skolefravær bør prioriteres højere, så vi kan undgå at det forværres. For Det Konservative Folkeparti er det vigtigt, at vi styrker samarbejdet yderligere mellem forældre, skole og andre aktører, og så ser vi positivt på muligheder for praktik i udskolingen og at dette udbredes endnu mere. Vi skal samtidig have fokus på, om der er de rigtige ressourcer til at tage hånd om skolevægring og højt skærmforbrug, men hvor det samtidig er noget, vi løser i samarbejde med alle aktører og civilsamfundet. 

Det handler om at give den enkelte elev de bedste forudsætninger for at lære og udfolde sine kompetencer bedst muligt. Derfor skal vi støtte og fremme aktiviteter, som ikke involverer skærmefor netop at give børn og unge mulighed for at engagere sig i forskellige former for læring. 

Børn og unge skal have de bedste rammer for at have lyst til at gå i skole og reducere deres skærmforbrug. Det Konservative Folkeparti arbejder derfor også for at disse udfordringer og mulige løsninger kommer højt på den politiske dagsorden i Fredericia Kommune. I første omgang vil jegbringe det ind i sundhedsudvalget, da det i høj grad handler om den mentale sundhed. 

En ting er sikkert, det kalder på handling for at sikre børn og unges trivsel nu og fremover. 

Kirsten Hassing Nielsen, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti.