En grov beregning af hustande i Fredericia Kommune, baseret på en boligfordeling med 56% ejerboligere (primært parcel- og stuehuse), kombineret med 51.427 indbyggere, er tallet for ejerboliger knap 13.714. Nogle kan dog eje flere grunde. Men lad os bare antage at tallet ligger mellem 10.000 og 15.000 private boligejere. Fordi pointen er, at det er rigtig mange borgere i kommunen, der ifølge overskriften bør frygte for deres bolig.

Hvorfor dog det? Årsagen er, at der hersker absolut retsløshed i Fredericia Kommune, når det kommer til boligejernes retssikkerhed. Det er konklusionen, når man vurderer på det massive gravearbejde kommunen og byrådspolitikerne år ud og år, kaster i hovedet på skatteborgerne. Altsammen naturligvis under mottoet “nødvendighedens politik”. Fint nok. Det skal nok blive meget, meget bedre i fremtiden på grund af graveriet, forsikrer borgmesteren.

Undskyld. Men det er altså nu, vi lever. Det er også nu, at vores børn skal færdes i byen. På cykler og til fods. At man nu efter lang tid indrømmer, at man end ikke har udarbejdet en trafikplan for det voldsomme arbejde, det er ikke bare skandaløst: Det er farligt.

Kommunen kan uden videre beslutte sig for at iværksætte nye projekter. Det kan være det kommer til din indkørsel lige om lidt. Tror du så, at du kan få erstatning, hvis arbejdet forårsager skader? Ja, måske er bevisbyrden omvendt: Om der så holder en traktor og smadrer løs, så skal du måske selv bevise, at skaderne ikke skyldes dine børn eller din hund. Vi oplevede det selv, da vi havde kontor i Riddergade: Fredericia Spildevand A/S smadrede hele gaden, kørte med sand og grus, gravemaskiner og meget mere i månedsvis. Vi kunne ikke se ud af vinduerne. Så vi ringede til kommunen. Ingen tilsyn, fik vi at vide. Altså; lær at leve med det. Vi ringede til Fredericia Spildevand A/S, der af kommunen gerne fremstilles som en “virksomhed” (der ejes af kommunen…). Her sendte man en medarbejder. Der i forvejen havde synkroniseret med kommunen, hvad vi skulle have af svar: Det var naturligvis bare almindelig skidt, forklarede han os. Så vinduerne ville ikke blive rengjort. Senere efterlod man hele gaden i en sandørken. Der blev ikke fejet op eller gjort rent. Gør det selv. De handelsdrivende havde sand overalt i butikkerne. Tak for det.

Det er jo kun sand. Men pointen er den samme: De skider borgerne et stykke. Og det er simpelthen for groft. At man tilmed er ligeglad med trafiksikkerheden, viser blot hvor prioriteterne ligger henne:

Det er ikke hos børnene. Det er ikke hos borgerne. Det er ikke hos de handelsdrivende.

Vi har bare at finde os i det, uanset hvad. Måske vil de ansvarlige sige: Det er jo høringer, før man ændrer lokalplaner. Jo, som da man under coronapandemien kværnede sager igennem, mens der ikke var forsamlingsfrihed. Høringerne virker mere symbolske end reelle. Hvor tit tilgodeser man indvendingerne? Ja, men skønner oftest at bygherrerne ved bedst.

Så. Derfor skal du frygte for din bolig. For du kan ikke regne med stabilitet i hverken lokalplaner eller potentielle projekter, der iværksættes af forvaltningen og byrådspolitikere. Alt kan ske, og det er måske dig imorgen.

Hvad kunne så være idealet? Vi vil jo gerne have bedre spildevandsafledning. Fornyede rør til fjernvarme. Og så videre. Man må også godt lave byfornyelse. Problemet er omfanget, men også retssikkerheden for ramte grundejere og beboere. Det burde være det offentlige, der har bevisbyrden. Det burde være Fredericia Kommune, der konstant sikrede trafikplaner, sikkerhed og borgernes boliger. Det er jo fundamentet under kommunen, at der er grund til at flytte til byen og købe en bolig. Lige nu er det det vilde vesten. Vi hører på byrådsmøderne blot den ene remse efter den anden, som er indlært, om at dit og dat er nødvendigt. Men alt for lidt om borgerinddragelse, konsekvenser, ansvarlighed og planlægning. Næ næ. Alt er i skønneste orden. Og nødvendigt.

Men nej. Det er år ud og år ind. Det får aldrig en ende. Og det er fordi, man prioriterer byggerierne og vejarbejdet mere end borgerne.

Skal vi opremse alle skandalerne med vejbelægninger, der skal laves om? Strækninger, der spærres på de mest tåbelige tidspunkter uden hensyn til handelslivet? Der er jo nok. Så løsningen er, at vi får en garanti fra kommunen. Der må ansættes en uvildig vurderingsekspert, på lige fod med borgerrådgiveren, der har forstand på sagerne. Det er nødvendigt. For kommunen kan ikke holde sig fra at agere efter forgodtbefindende. Borgerne må ikke efterlades med smadrede køkkener, mens ingen tager ansvar. Vi kan ikke lade ræven vogte høns.

Det er valgår. Så politikerne bør tage et ansvar. Der er presset bybusser, voldsom trafik, ind på få veje. Det er ude af kontrol. Der skal handling til. Og så skal der etableres tryghed til grundejere. Nu.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer