Røveriet mod Rema 1000 på Egeskovvej tirsdag aften var ifølge anklagemyndigheden ikke det første. Når en mand fra Fredericia i dag klokken 11 fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Kolding, er han sigtet for to røverier mod Rema 1000-forretninger i byen, begået henholdsvis den 14. og den 18. august.
Det oplyser Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi torsdag formiddag. Anklagemyndigheden oplyser, at den sigtede er 26 år. Der vil blive anmodet om dørlukning, og dermed er det ikke sikkert, at offentligheden får indblik i, hvad der kommer frem under retsmødet. Det fremgår ikke af meddelelsen, om man har løsladt den 32-årige mand, man først havde sigtet.
Sagen begyndte for offentligheden tirsdag aften, da en mand omkring klokken 20.15 trådte ind i forretningen på Egeskovvej og bevæbnet med en kniv truede personalet til at udlevere kontanter og cigaretter. Han flygtede fra stedet, men politiet indledte hurtigt en eftersøgning og anholdt kort efter en mistænkt i nærheden af kirkegården.
Onsdag bad Sydøstjyllands Politi offentligheden om hjælp til at få de sidste brikker på plads. Ifølge politiet blev gerningsmanden set løbe ad Christiansvej og forbi Christianskirken, hvor han muligvis afbrændte effekter og skiftede tøj for at slette sine spor. Politiet efterlyste derfor vidner, der havde set en mand på 170-180 centimeter i camouflagejakke, sorte bukser med lys stribe, sorte handsker og sko og med en Rema 1000-pose i hånden.
Det andet røveri, som den sigtede nu også er mistænkt for, fandt ifølge anklagemyndigheden sted fredag den 14. august. Politiet har ikke tidligere offentligt omtalt dette røveri, og der foreligger endnu ingen oplysninger om, hvilken af byens Rema 1000-forretninger der var mål, eller hvad der skete.


















