En ny undersøgelse fra AE-rådet viser, at andelen af fattige børn i flere syd-og sønderjyske kommuner er steget. Det drejer sig om Vejle, Varde og Fredericia kommune, hvor der på et år er kommet flere fattige børn. Tallene bekymrer SF’s Karina Lorentzen Dehnhardt.

-Vi ved fra tidligere undersøgelser, at dem, der vokser op i fattigdom ofte er påvirket resten af livet. De får dårligere uddannelser, mere arbejdsløshed og som voksne en lavere indkomst end deres jævnaldrende. Derfor bekymrer det mig meget.

I Vejle kommune var tallet steget fra 1140 børn i 2020 til 1180 børn i 2021. Mens det i Fredericia for samme periode var steget fra 620 til 670, og i Varde fra 360 til 380. Tallene er fra før, inflationen for alvor galopperede frem, og det gør Karina Lorentzen bekymret.

-Jeg kan da godt frygte, at tallene egentlig viser, det går bedre, end det reelt gør. Julehjælpen slog rekord, værestederne får flere besøg af folk, der har brug for mad, og jeg har selv mødt mennesker, der har måttet skralde for at få råd til mad. Jeg synes ikke, vi kan være det bekendt.

Hun kritiserer regeringen for hellere at give de fattigste lussinger, mens de rigeste får håndsrækninger.

-I går besluttede et flertal lidt inflationshjælp. Men det er jo en ringe erstatning for det børnetilskud regeringen har fjernet. Regeringen vil hellere give topskattelettelser til de rigeste, end de vil hjælpe de fattigste. De rigeste plejer nu nok at klare sig, men det står værre til med de fattigste. Det viser den her analyse også. Jeg synes, det er tegn på, at er du rig kan du få, men er du fattig, så må du gå din vej og du kan få en lussing med på vejen.

Stod det til hende, skulle blandt andet børnetilskuddet hæves, så enlige forsørgere, der i forvejen har svært ved at binde en sløjfe på enderne, kan få dem til at nå sammen.

-Vi ser ofte børnefattigdom hos dem, der kun har en far eller mor. Og her vil den håndsrækning, som et hævet børnetilskud er, være en kæmpe hjælp. Så jeg håber da, at regeringen selv kan se, at der er et problem her.