Årsmøde byder på beretninger, kaffe og fremtidsmusik. Hanne Rasmussen er årets gæst på Seniorrådets Årsmøde 2024. Hun er chef for Hjemmepleje og Visitation i Fredericia. Kommunal velfærd nu og i fremtiden” er årsmødets emne for Hanne Rasmussen.

Efter premiere for et år siden med et godt fremmøde afholdes igen Årsmøde for synliggørelse og orientering om Seniorrådets virksomhed. Det sker fredag den 12. januar 2024 kl. 14:00 i Seniorhuset I.P. Schmidt. – Alle er velkomne, og der er gratis adgang.

To beretninger

Formand for Senior- og Socialudvalget Søren Larsen (S) og Seniorrådets formand Flemming Larsen vil på Årsmødet orientere om, hvad der på seniorområdet blev nået og ikke blev nået i 2023. Og begge vil give bud på og ønsker om særlige indsatser i 2024.

Det skal blive interessant at få indblik i, hvordan et år er gået med pres på både mennesker og penge. Og i det vedtagne budget for 2024 blev også seniorområdet underlagt sparekrav.

For tilhørerne vil der være mulighed for at spørge de 2 x Larsen.

Årets gæst

Fra en travl hverdag som chef for visitation og hjemmepleje i Fredericia Kommune vil Hanne Rasmussen orientere om aktuelle emner på seniorområdet. Om forholdene, som de er i dag, og hvordan ny lovgivning og teknologi kan tænkes at komme til at præge fremtiden. Allerede nu har manglen på mennesker og penge været årsag til udfordringer på den kommunale velfærd i alle landets kommuner. Fremtidsmusikken begynder at tegne sig i et lidt dystert toneleje.

Af gode grunde vil Hanne Rasmussen ikke kunne tale om den nye ældrelov, som statsministeren – trods lovet – undlod at præsentere i sin nytårstale.

Seniorrådet ser frem til et interessant og nærværende indlæg med Hanne Rasmussen, som er kendt som en både dygtig, grundig og munter person.

FAKTA

  • I Fredericia Kommune har 14.156 borgere, der er fyldt 60 år, stemmeret til Seniorrådsvalg, men stemmeprocenten er historisk lav. Ved seneste valg kun 29,9%.
  • Lovgivningen om seniorråd stammer fra 1995, hvor Poul Nyrup Rasmussen var statsminister og Karen Jespersen socialminister.
  • Seniorrådet i Fredericia har 9 medlemmer. Disse skal rådgive Byrådet for at øge borgernes medindflydelse på kommunens seniorpolitik.
  • Gennem dialog og samarbejde mellem byens seniorer og Byrådet får byens ældre mulighed for drøfte og følge indholdet og udformningen af Byrådets seniorpolitik.
  • Da lov om seniorråd blev vedtaget i 1996, blev det anført, ”at seniorråd får krav på at blive hørt, men ikke krav på konkret indflydelse. For at få indflydelse skal rådene forstå og agere i de politiske og administrative processer.”