Torsdag aften var der dømt klassisk rockmusik fra såvel det kleine ind- som det store udland. Det vil sige masser af gedigen guitar, bragende bas, triumferende tromme og langtidsholdbare landeplager.
Selv om det danske bidrag af uransagelige årsager spillede til sidst, får københavner-bandet de første par borgerlige ord med på vejen.
Ind på scenen i det pænt fyldte Eksercerhus trådte Jesper Binzer med band. Frontfiguren fra D-A-D har siden 2017 flirtet med en mindre solokarriere. Sidespringet har blandt andet medført udgivelse af to solide soloalbums, “Dying Is Easy” fra 2017 og “Save Your Soul” fra 2020. Begge indspilninger havde i øvrigt Fredericias egen Søren Andersen med på holdet og bag mixerpulten.
Det var selvsagt med udgangspunkt i de 2 udgivelser i eget navn, at Binzer og band gav deres version af god gammeldags rock og rul.
Binzers bedrifter
Den snart 60 årige og på Amager bosiddende Jesper Binzer leverede en glimrende gang ukompliceret rock. En lige-ud-ad-landevejen stil, hvor guitar, hammondorgel og insisterende vokal var omdrejningspunkter.
At Jesper Binzer efter mere end 40 år på landevejen stadig har så meget pondus i vokalen er virkelig en bedrift.
Binzer skåner aldrig stemmen, som lever maksimalt, hver gang.
Han har på ingen måde rockmusikkens største og eller mest karakteristiske stemme. Men det Binzerske brøl med tilhørende nerve og nærvær var og er så langt rigeligt.
I mangel af den normale lead guitarist, “Borgmesteren fra Fredericia”, som Jesper Binzer så kærligt kaldte byens egen, Søren “Søgge” Andersen, havde Jesper Binzer trukket noget af en kanon kanin op af hatten.
Ingen ringere end “vikaren fra helvede”, alias Victor Ray havde overtaget rollen som stjerneguitarist. Han er såmænd søn af danske Sanne Salomonsen og den svenske super-guitarist, Mats Ronander.
Victor Ray gjorde det aldeles glimrende, og stortrives åbenlys i rollen som “stjerne for en aften”.
Sammen med hammond-orgel ekvilibristen, Jesper Bo Hansen, var Victor Ray klart de bærende kræfter i Jesper Binzer Band.
Alt i alt en glimrende koncert. Ærlig rock, som dog til sidst i sættet blev distraheret af al, al for voldsomt et lydbillede. Her 48 timer senere piver det stadig i mine ellers på ingen måde sarte ører.
Uanset, at Jesper Binzer Band var gode og dygtige, blev sekstetten dog overskygget og til dels udspillet af aftenens udenlandske islæt.
Den helt store stjerne
Først fakta:
Det ægte Thin Lizzy band med desværre for længst afdøde sangskriver, sanger og bassist, Phil Lynott nåede aldrig at gæste 7000 Rockbyen.
Det nærmeste, byen er kommet, var vel i grunden Horsens-bandet, Find Lizzy. De gæstede spillestedet Hollywood Hardrock engang i 00’erne…
Det cover-band bestod af guitarist, Ken Hammer og trommeslager, Michael Fast fra Pretty Maids samt Knud Lindhard og Lasse Laursen, 2 af de originale medlemmer af kultbandet, Den Gamle Mand Og Havet. Alle 4 kæmpe fans af Thin Lizzy. Og de gjorde det – som jeg husker det – rasende godt !!
Netop i år rammer det legendariske irske band, Thin Lizzy hele to jubilæer : Det er præcis 50 år siden, at det irske band fik deres første hit. Det var såmænd deres personlige version af en gammelt britisk folkesang, “Whisky In The Jar”.
Og det er tillige præcis 40 år siden, at bandets sidste album så dagens lys. “Thunder And Lightning” hed det.
Eneste tilbageværende medlem af originale Thin Lizzy, line-up er trommeslageren Brian Downey.
Bandets nuværende navn er desuden opkaldt efter dobbelt live albummet, “Alive And Dangerous. Af mange, rigtig mange betragtet som verdens bedste koncert-udgivelse!!
Så mødet med den originale Thin Lizzy trommeslager, Brian Downey og bandet, Alive And Dangerous var ventet med spænding.
Bandet viste på alle måder at være ventetiden værd.
I (rock)guder for et formidabel gig, de 4 mænd leverede. Kvartetten var i den grad lys-levende og forrygende farlige. Altså på den fede måde.
Et var, at sanger og bassist, Matt Wilson ret så meget lignede bandets oprindelig sanger, Phil Lynott. Men for hulen da, hvor hans stemme tillige lød som, og så spillede han næsten lige op med selvsamme Phil Lynott.
Det var lige før, at man troede på en art opstandelse fra de dødes rige. Ligheden var slående som en forhammer i hovedhøjde.
Sammen med de to fremragende lead-guitarister, Joe Meriman og polsk-fødte Michal Kulbaka leverede kvartetten en stjernerække af listige Lizzy-sange.
Spillet med et sjældent oplevet overskud, hamrende præcise og med en mesterlig musikalitet.
Hit på hit
Sange som “Jailbreak”, “Waiting For An Alibi” og “Rosalie” stod knivskarpe, som var de skåret ud af de originale studiealbums.
Det, som alle dage har gjort Thin Lizzy til noget særligt, var den elegance, som de implementerede i den hårde rock. Det er ganske enkelt mega komplekse numre, som på toppen har nogle fede, fede guitarriffs og syng-med omkvæd. Det formåede Brian Downey og kompagni at genskabe i besnærende grad.
Til at fuldende den helt særlige Thin Lizzy-lyd – dvs. altid med dobbelt leadguitar – var måske den mest melodiske, elegante trommeslager i rock-historien: Brian Downey.
I en alder af 72… TO-OG-HALVFJERDS.. spillede han stadig bukserne af langt, langt af de flere yngre og måske endda mere kendte trommeslagere.
Han er hurtigere end sin egen skygge. Han er mere præcis end et ny indkøbt vækkeur. Hans trommespil er mere elegant end en velklædt James Bond på kvindejagt.
Hæsblæsende og overrumplende og overbevisende godt spillet.
Det forrygende sæt på desværre kun 75 minutter blev sluttet af med monster-hittet, “The Boys Are Back In Town”. Af mange, herunder det ansete amerikanske musiktidsskrift, Rolling Stone, anset for Thin Lizzys bedste sang. Også den sad lige i rock-skabet.
Brian Downey’s Alive And Dangerous spillede 17 hit på hit på hit. Havde bandet valgt 17 helt andre Thin Lizzy sange, havde det stadig været hit på hit på hit.
Det var en sand stjerneparade, både med hensyn til sangvalg, men så sandelig også i forhold til kvartettens musikalske niveau.
