OPINION. I den aktuelle valgkamp kan man få det indtryk, at fremtiden for Danmark hænger sammen med, om der bliver færre eller flere muslimer i Danmark. Det er altovervejende en falsk problemstilling.
Derimod er det for eksempel et reelt problem, at drikkevandet i Danmark bliver mere og mere forurenet og har et enormt behov for at blive beskyttet mod nedsivning af gift- og næringsstoffer.
Det betyder meget for kommende generationers mulighed for rent drikkevand, hvordan krydset sættes d. 24. marts.
Den stigende økonomiske ulighed i samfundet ser jeg også som en trussel mod Danmark, blandt andet fordi, det er et demokratisk problem. Mange penge kan omsættes til megen politisk indflydelse. Det betyder at de folkevalgte i mindre grad end tidligere kan varetage den samlede befolknings interesser. Krydset på den kommende valgdag kan være med til at bestemme både den økonomiske og demokratiske retning for Danmark.
Og Danmark er som et lille land helt afhængig af en international retsorden for at kunne beskyttes os selv og også Grønland. Det er derfor en stor misforståelse, når mange partier synes at det er helt fint at Trump og Netanyahu bomber løs i Iran – i strid med Folkeretten. Og det er en trussel mod retstilstanden i hele Europa, når et flertal af partierne går ind for et bagholdsangreb på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Også på dette område kan krydset d. 24. marts få betydning for Danmarks fremtid.
Jeg håber at alle vælgere vil sætte deres kryds ud fra eksempelvis sådanne emner – og ikke lade sig forlede af stemmefiskeri baseret på udskamning af bestemte befolkningsgrupper.



















Log ind
Kommentar