Fredag blev det offentliggjort, at Fredericia Musicalteater er kommet på finansloven. Det er derfor en stolt teaterdirektør i form af Thomas Bay.

Støtten betyder, at Fredericia Musicalteater fra 2025 støttes med 9,8 millioner kroner fra finansloven.

– Det betyder, vi er sikret økonomisk og kan koncentrere os om at få ro på og lave fede musicals og fortsætte det gode arbejde. Det er også fedt for byen og regionen, at vi har et musicalteater, der er støttet af staten, som det eneste statsstøttede teater med særlig fokus på musicals, siger Thomas Bay.

Teaterdirektøren ser det som en skulderklap for det arbejde, som Fredericia Musicalteater har lavet siden genetableringen af teatret.

– Vi får de her penge, fordi de kigger på, hvad vi laver og hvor vi er på vej hen, det er et kæmpe skulderklap til byen, vores bestyrelse, vores arbejdere om, at det er det helt rigtige vi laver, forklarer Thomas Bay.

Egentlig var det planen, at Fredericia Musicalteater først ville få svar på, hvorvidt det lykkedes eller ej senere i 2024, men svaret tikkede ind allerede nu.

– Det gik meget stærkt. Først måtte jeg ikke sige noget og så måtte jeg, så det blev en fælles besked om, at vi i morgen kommer med en nyhed om det, så det gik meget stærkt, fortæller Thomas Bay.

I forvejen har Fredericia Musicalteater en samarbejdsaftale med AHA Creations, der betyder, at teatret senere i 2024 spiller “WICKED”. Støtten fra finansloven gør, at baren kan blive høj fortsat.

– Vi er godt i gang og var også i gang før, det her cementerer det vi laver. Sammen med AHA kigger vi på WICKED, og andre fede titler. Vi kommer til at lave originale musicals ligesom man husker fra Seebach og shubidua, der er skabt her i Fredericia. Det kan man glæde sig til, siger Thomas Bay.

Thomas Bay blev ansat som teaterdirektør i slutningen af 2022. Et af målene var, at han skulle være med til at sikre, at Fredericia Musicalteater kom på finansloven efter, at deres udviklingsperiode fra 2021-2024 udløber.

– Det er en kæmpe lettelse. Jeg er stolt af vores hold og teatret selv har kæmpet for at opnå. Det er virkelig stolt. Vi har kæmpet i døgndrift. Der er ti teatre på finansloven i hele Danmark, det er ikke noget man bare lige får. Der er kun et teater, der har en særlig plads til at udvikle musicalgenren, og det ligger altså her i Fredericia, slutter Thomas Bay.

Se hele indslaget med Bay her: