Spillerne og staben var længe i omklædningsrummet efter FC Fredericias nederlag på 4-0 til B.93.

Døren til omklædningsrummet var længe lukket. TV3 Sport, der havde transmitteret kampen direkte på landsdækkende tv, ville ifølge deres aftale om tv-rettighederne have FC Fredericia hurtigt ud af omklædningsrummet, men det skete ikke.

Der var noget, der skulle tales om. Sammen med den skrivende presse måtte tv-kanalen stå i kulden, der føltes som minusgrader på grund af en meget kold vind. Først efter 20 minutters venten kom FC Fredericia-træner Michael Hansen gående ud, og efterfølgende kom spillerne ud en efter en og skulle løbe af, som de altid gør, som led i deres restitution.

Nederlaget gav minder om sidste sæsons nedture i den første del af sæsonen. Det var dog ikke sådan, at Hansen blev mindet om det som følge af udfaldet af kampen mod B.93.

– Det giver ikke flashbacks, men det er første gang i meget lang tid, at vi har skullet kigge hinanden sådan i øjnene. Det er ikke en rar følelse, siger Hansen.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Og så tilbage til det med, at FC Fredericia var længe i omklædningsrummet. Det skyldtes, at flere af spillerne havde bedt om ordet. Michael Hansen deler sit syn på, hvordan man reagerer efter sådan et nederlag, om man råber, er nedtrykt eller hvad reaktionen er.

– Det er meget forskelligt, nogle gange gør man det ene, andre gange det andet. I dag fik spillerne lov til at tale lidt selv, siger han.

B.93 greb kampen aggressivt an. De var meget verbale og kom med et hårdt pres fra start. FC Fredericia, derimod, var passive. Spørgsmålet er: Hvorfor?

– Det er et godt spørgsmål. Vi var for passive. Vi havde tabt kampen allerede ved pausen. De lukkede den til 4-0, og så var det dét, forklarer Hansen.

I sådan en kamp, hvor intet fungerer, kan man som træner forsøge at ændre slagets gang. Det lykkedes dog ikke for Michael Hansen.

– Der er mange greb at tage, nogle gange gør man det rigtige, andre gange det forkerte. Man kan vælge at skælde ud eller skifte ud, og for første gang i min tid i Fredericia skiftede jeg tre mand ud efter 30 minutter. Gode råd er dyre, og der skulle noget ekstraordinært fra en eller to spillere, der skulle rumme noget magisk, men det punkt nåede vi ikke, siger han.

https://osg-as.dk/

Hansen mener ikke, at vejret havde negativ indflydelse på spillernes indstilling.

– Jeg tænker ikke, at spillerne ikke gad spille på grund af vejret, slår Michael Hansen fast.

Som følge af nederlaget kan FC Fredericia rykke ned på fjerdepladsen i tabellen, hvis Vendsyssel vinder over HB Køge. Netop Vendsyssel er FC Fredericias næste modstander i NordicBet Ligaen inden, der står to pokalkampe på menuen mod Lyngby.