Revisions- og rådgivningsvirksomheden RSM Danmark har udvidet ejerkredsen med fem nye partnere, heriblandt Henrik Meng Funch, der bliver partner ved RSM i Fredericia.
Funch har mange års erfaring med rådgivning af ejerledede virksomheder og SMV’er og har arbejdet bredt med regnskab, revision, skat og virksomhedshandler.
»Vi ser et stigende behov for helhedsorienteret rådgivning – ikke kun revision, men også sparring om vækst, omstrukturering, salg af virksomhed og generationsskifte. Udvidelsen af ejerkredsen giver os endnu bedre mulighed for at udvikle rådgivningen lokalt og være en aktiv medspiller for virksomhederne i Fredericia,« siger Carsten Pedersen, statsautoriseret revisor og partner i RSM Danmark, Fredericia.
Trekantområdet oplever i disse år både vækst, konsolidering og øget kompleksitet i virksomhedernes rammevilkår, og ifølge RSM stiller det større krav til økonomisk overblik, struktur og strategisk sparring.
»Vi er meget stolte af at kunne byde fem stærke profiler velkommen i ejerkredsen. De nye partnere bidrager med stærk faglighed, forretningsforståelse og et tydeligt lokalt engagement,« siger Hans Peter Roug, partner og direktør i RSM Danmark.
Ud over Henrik Meng Funch indtræder Mathias Kock og Michael Pode Kristensen i Aarhus, Rasmus Søgård Nielsen i København og Troels Stenholm i Køge som nye partnere i RSM Danmark.


















Log ind
Kommentar