Vælgerne ser en blå blok, der diskuterer klausuler mere end løsninger. STOP. Brug energien på det, der betyder noget: Fredericias fremtid. 

Den borgerlige valgkamp i Fredericia har desværre handlet mere om interne slagsmål end om, hvordan vi vil lede byen. Klausuler, sms-timing og indbyrdes mistillid fylder, mens vælgerne efterlyser visioner og konkrete svar.

Tommy Rachlitz Nielsen har nu fjernet den største tvivl. Hvis blå kan tælle til 11, bliver borgmesteren borgerlig. Men hvis vi øvrige borgerlige partier ikke kan enes, udvise samarbejdsvilje og præsentere et klart bud på Fredericias fremtid, så drukner muligheden for et historisk magtskifte i endnu et internt skænderi.

Jeg stiller mig derfor gerne til rådighed som den voksne i lokalet – den, der insisterer på, at vi taler politik, ikke personfnidder. Det er på tide, at vi samler kræfterne om det, der betyder noget:

• En sund økonomi, hvor regningen hænger sammen.

• Ældre, der får reelle valgmuligheder og værdig behandling.

• Skoler og dagtilbud, hvor børn møder rene rammer og ro om kerneopgaven.

• Et erhvervsliv, der får færre benspænd.

• En bymidte og natur, som vi kan være stolte af – med liv, handel, kultur og rent vand.

Det handler om: Ro, retning og respekt – for Fredericia.

Kære blå kolleger: Jeg foreslår vi holder to korte, resultatorienterede møder – med agenda og referat fra start – hvor vi samler blå blok om det, der betyder noget: Fredericias blå fremtid. Så finder vi nok en der giver den kaffe dette kræver.