Tungvognscenter Syd ved Sydøstjyllands Politi standsede under dette års målrettede fyrværkerikontroller 93 fyrværkeritransporter og skrev 65 sigtelser.

For at sikre at fyrværkeri behandles, som det skal, når det transporteres, foretager politiet hvert år fyrværkerikontroller af de køretøjer, som transporterer det. Og ikke alle transporter levede i år op til de foreskrevne regler på området.

I alt standsede Tungvognscenter Syd 82 lastbiler og 11 varebiler, og heraf blev der fundet 11 fejl under kontrollerne af varebilerne og 54 fejl under kontrollerne af lastbilerne.

Flere af dette års sigtelser omhandlede emballager, der enten ikke var lukket korrekt, var beskadiget eller havde fejl ved sikringen af lasten, og nogle transporter blev også registreret for flere fejl. Under kontrollen af to af køretøjerne blev der fx fundet flere fejl, der førte til forskellige sigtelser:

En finsk lastbil:

– Ingen sikkerhedsrådgiver
– Sikkerhedsanvisninger ikke up to date
– Ildslukkere ikke monteret
– Ingen låg/afdækning af akkumulator

En dansk varebil:

– Ingen uddannelse
– Ingen lastsikring
– Intet transportdokument
– Åbne emballager
– Halvfyldte emballager

Det samlede antal forseelser dækker generelt over:
– Ildslukker ej godkendt
– Ildslukkere ej monteret
– Ildslukker(e) mangler
– Skriftlige anvisninger ej korrekte
– Skriftlige anvisninger ej medbragt
– Manglende sikkerhedsrådgiver
– Akkumulatorer, manglende afdækning/låg
– Lastsikring
– Manglende transportdokument
– Manglende uddannelse i transport af farligt gods
– Emballager ej lukket korrekt
– Emballager beskadiget
– Fyrværkeri transporteret uden godkendt emballage
– Emballager ej fyldt korrekt

Alle sager afgøres med bøder.

Under kontrollerne blev der også skrevet 7 øvrige sigtelser for fx brug af håndholdt mobil, modulvogntog udenfor godkendt rutenet og manglende fællesskabstilladelse.