REGIONEN. Regionerne får 2,3 milliarder kroner ekstra til næste år. Det står klart, efter at regeringen og Danske Regioner torsdag aften blev enige om en aftale for regionernes økonomi i 2027. En del af pengene er øremærket til et område, der længe har været under pres, nemlig børne- og ungdomspsykiatrien.

Aftalen ligger på niveau med de senere års økonomiaftaler og løfter regionernes økonomi med 2,2 milliarder kroner til driften af sundhedsvæsenet og 100 millioner kroner til den kollektive trafik. Samlet har regionerne dermed 159,5 milliarder kroner at løse deres opgaver for i 2027.

Et af de mest markante punkter er en akutplan for børne- og ungdomspsykiatrien. Til den reserveres 500 millioner kroner i 2027 og 250 millioner kroner i 2028, ligesom yderligere 250 millioner kroner fremrykkes til formålet allerede i 2026. En del af midlerne skal gå til kommunernes lettilgængelige psykiatritilbud til børn og unge.

For Region Syddanmark er det endnu uvist, hvor stor en del af pengene der ender i regionen, da fordelingen af bloktilskuddet ikke er på plads endnu. Regionsrådsformand Bo Libergren ser samlet positivt på aftalen, men lægger ikke skjul på, at han havde håbet på mere på ét punkt. »Det er en fornuftig aftale, som både sikrer, at vi kan betale vores regninger her og nu, og at vi kan komme godt i gang med sundhedsreformen. Det gælder blandt andet de mange opgaver, de nye sundhedsråd har fået,« siger Bo Libergren.

Han havde dog gerne set en ændring af den måde, pengene fordeles mellem regionerne på. »Det er ingen hemmelighed, at jeg havde håbet, at en mere retfærdig fordeling af bloktilskuddet var blevet en del af denne økonomiaftale. Det fik vi ikke i denne omgang, men til gengæld er vi blevet lovet, at regeringen arbejder videre med en mere retfærdig model frem mod 2028. Det vil jeg selvfølgelig holde øje med lever op til det lovede,« siger han.

Regionsrådsformanden peger samtidig på, at der fortsat udestår et spørgsmål om finansieringen af de ekstra anlægsudgifter, som sundhedsreformen har ført med sig i forbindelse med opretningen af sundheds- og omsorgspladser.

Hvad aftalen helt konkret kommer til at betyde for Region Syddanmark, bliver gennemgået for regionsrådet på et budgetseminar den 17. august. Forretningsudvalget førstebehandler regionens budget for 2027 den 24. august, og efter planen vedtager regionsrådet budgettet den 28. september.