Af spidskandidat for SF i Fredericia, Malene Søgård-Andersen og retsordfører for SF, Karina Lorentzen, Sindalvej 4, 6000 Kolding.
Fredericia Kommune har utvivlsom fejlet i sagen om Bofællesskabet Kobbelgården, hvor mennesker med udviklingshandicap er blevet behandlet uforsvarligt dårligt.
SF Fredericia er derfor også forberedt på at gøre, hvad der skal til for at rette op på den sag.
Men vi skal ikke glemme, at Folketinget også har et ansvar for, at det bliver opdaget i tide, når handicappede ikke får den hjælp, de fortjener.
Det kræver, at personalet på kan råbe vagt i gevær uden at skulle frygte for at blive straffet og i værste fald fyret som konsekvens.
Det kan nemlig være nødvendigt at træde offentligt frem, hvis ledelsen ikke lytter til intern kritik – som vi ved, har været tilfældet på Kobbelgården.
Derfor er det på tide at sikre offentligt ansattes ytringsfrihed.
Det kan vi gøre ved at stille krav til, at offentlige arbejdsgivere kan bevise, at en fyring ikke skyldes, at en ansat har brugt sin ytringsfrihed, samt øge kompensationerne for uretmæssig fyring.
Et samfund skal bedømmes på, hvordan det behandler sine svageste, lyder en gammel talemåde.
Hvis regeringen virkelig ønsker at sikre ordentlig behandling af mennesker på botilbud som Kobbelgården, bør den være klar til at sikre ytringsfriheden for de eneste, der kan gøre opmærksom på problemerne, før det er for sent.