Fredericia er på vej til at få et byggeri, der ikke kun sætter byen på landkortet, men også skaber nye muligheder for både erhvervslivet og borgere. Projekt F7, som Morning Stars står bag, består af tre tårne, der hver især får unikke funktioner – hotelværelser, kontorfaciliteter og gastronomiske oplevelser i høj kvalitet. For erhvervsdirektøren i Business Fredericia, Kristian Bendix Drejer, er det et projekt, der både vil være med til at styrke byens kapacitet og åbne nye døre for Fredericia som erhvervshub.

Projekt F7 skaber flere muligheder for byen, der i dag mangler kapacitet til at rumme de aktiviteter, der er nødvendige for at fremme væksten. Det er Business Fredericias erhvervsdirektør ikke i tvivl om. Han understreger i et interview med AVISEN, at Fredericia i lang tid har været udfordret på hotelkapacitet, hvilket har begrænset byens potentiale som møde- og konferenceby. Det ændrer sig nu.

– Det betyder, at vi får flere muligheder i forhold til både Experience Fredericia og de aktiviteter, vi kan byde ind med. Vi har haft for lidt kapacitet, så vi er rigtig glade for denne udvidelse. Men det løser ikke alt. Dette hotel er et motorvejshotel, og det er bestemt med til at styrke samarbejderne og mulighederne, men vi skal stadig have flere bynære hoteller i Fredericia, siger Kristian Bendix Drejer.

Kristian Bendix Drejer påpeger, at hotellet i Projekt F7 henvender sig til et segment, der har sit fokus på motorvejsturisme og businessrejsende, som har brug for let adgang til motorvejen. Men behovet for forskellige typer hoteller er langt større. Fredericia har nemlig også brug for flere bynære overnatningsmuligheder og faciliteter tættere på byens øvrige erhvervsliv, herunder Fredericia Idrætscenter.

– De hoteller, der er i byen, retter sig mod et andet segment, og vi mangler også flere muligheder i forbindelse med Fredericia Idrætscenter. Men måske er det her en øjenåbner for nogle, som tidligere ikke har set potentialet. Det betyder ikke, at dette hotel udelukker andre muligheder, men det er vigtigt at forstå, at der er forskellige typer hoteller, der hver dækker deres behov. Kanalbyen arbejder også på at skabe flere muligheder, og vi forsøger at finde ud af, hvad de reelt er interesseret i. Når alt det er sagt, så er dagens nyhed fantastisk, og det vil helt klart være noget, der løfter hele Fredericia og hele området omkring hotellet, det er der ingen tvivl om, siger Kristian Bendix Drejer.

Business Fredericia har spillet en aktiv rolle i de første faser af projektet og har hjulpet med at finde løsninger, der kan imødekomme det voksende behov for både erhvervslivets og byens udvikling. Aftaler om salg af grund er allerede på plads, da den oprindelige grund viste sig at være for lille til projektet.

– Der er allerede lavet nogle aftaler om salg af grund, fordi den oprindelige grund var for lille. Og så er der blevet indgået samarbejde et med EUC Lillebælt, især fordi de også har behov for mere plads til kursister. Jeg havde set, at de allerede manglede kapacitet. I stedet for at gøre noget selv, kunne de måske finde en løsning her, siger Kristian Bendix Drejer og fremhæver vigtigheden af løbende dialog og justeringer, når man arbejder med store projekter som F7. Selvom projektet er kommet langt, er der stadig praktiske opgaver, der skal løses – og det er her, at kommunen spiller en nøglerolle.

– Dialogen har været løbende, og jeg har haft en rolle i de første faser, hvor jeg har været med til at undersøge mulighederne. I dette tilfælde har vi fundet en løsning, der virker, og det er jeg rigtig glad for. Nu er det op til kommunen at løse de praktiske opgaver, de skal tage sig af, siger Kristian Bendix Drejer, der understreger, at det er en proces, der kræver tid og tålmodighed, men også et målrettet samarbejde.

Projekt F7 er et skridt mod at gøre Fredericia til en mere attraktiv by for erhvervslivet og besøgende. Med et stærkt samarbejde mellem kommunen, Business Fredericia og andre aktører ser fremtiden lys ud for både byen og dens økonomi.

Læs også

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer