Fremadrettet bringer Fredericia AVISEN et portræt af en musikalsk personlighed i Fredericia. Kendt som mindre kendt, med henblik på at gøre den lokale musik og det bidrag folkene bag musikken yder, synlig for den store offentlighed.

Organist Niels Erik Aggesen har et af de mest imponerende musik-CV’er, som denne skribent nogensinde har set. Et CV, der vidner om et langt liv, hvor han fra barnsben og stadig i dag, tæt på pensionistalderen, begår sig i musikkens verden. Mere specifikt i den kirkelige og den klassiske del af dette univers.

Niels Erik Aggesen kommer fra et hjem med klaver, hvor sang og musik var en del af livet, men i et sønderjysk landdistrikt var musikkens vej ikke nødvendigvis den vej, der skulle følges, når slægten, man er født ind i, lever af landbrug.

En pipe tobak gør godt efter en øver. Foto: AVISEN

Heldigvis for Fredericia og mange andre musikelskere blev Niels Erik ikke uddannet inden for landbruget. Niels Erik Aggesen begyndte i en tidlig alder at spille klaver. Han lærte noder tidligt og i en alder af kun 13 år påbegyndte han i 1968 orgelundervisning.

Her blev grundstenen lagt til et liv inden for musikken, hvilket fredericianere og mange andre har nydt og stadig kan nyde godt af.

Trods det faktum, at Niels Erik Aggesens musikalske opdragelse var i en beskeden landsbykirke, med et lige så beskedent orgel, blev han hurtigt fascineret af dette instrument. Han besluttede, at dette skulle være hans instrument. Derfor tog han efter sin konfirmation kontakt til en af de lokale organister for at modtage undervisning. Dette blev accepteret med et modkrav til Niels Erik Aggesen om, at han så også skulle spille til gudstjenesterne.

Den musikalske mesterlære, der blandt andet foregik i Sommersted og andre sønderjyske kirker, henledte samtidig Niels Erik Aggesens opmærksomhed på gudstjenesten som en tradition og begivenhed, der har varet ved i hundredvis af år med de detaljerigdomme og forskelligheder, der følger med ved højtidelighederne.

En del af koncerterne og højtiderne kræver man skifter orgel i en fart.

Bondeslægten med sang og musik i blodet havde nok, uden at vide det, banet vejen for et stortalent.

Til spørgsmålet om, hvad der nu mere end 50 år efter, giver ham glæde og fortsat fornøjelse i det store perspektiv som organist, svarer Niels Erik Aggesen, at det er mangfoldigheden i det at være organist, der betyder noget: Det at spille til alle former for kirkelige handlinger, de glade som de sørgelige, samt de almindelige kirkelige handlinger, som et kirkeår nu byder på. Det er kerneydelsen.

Derudover er der ansvaret for korarbejdet, og de koncerter, der afholdes i kirken, hvilket er med til at gøre det mangfoldigt. Som organist sidder man ofte gemt af vejen, helt alene, men med de tilhørende musikalske funktioner, som især korarbejdet tilfører, har man en stor menneskelig og musikalsk berøringsflade, der sikrer udadvendtheden.

Ved spørgsmålet om, hvad der i Niels Erik Aggesens karriere har været det mest mindeværdige, bliver han eftertænksom. Han fremviser ikke ét, men et hav af plakater fra indspilninger og forestillinger, som han har medvirket i på den ene eller anden måde. Det var let at se og høre på Niels Erik Aggesen, at han ikke havde ét, men mange store begivenheder og minder gennem sit mangeårige virke. Men han nævner også de mere jævne ting som en korprøve, der bare lykkedes i første hug, en gudstjeneste, hvor ting går op i en højere enhed og hvor man får den der følelse i kroppen, der bare siger: ”YES”.

Med ryggen imod folket og koret, men med bakspejl, så der kan følges med

Hvis man tror, at Niels Erik Aggesen ligger på den lade side, når de kirkelige handlinger er overstået, så må man tro om igen. Niels Erik Aggesen fremviser intet mindre end tre propfyldte ringbind og et fjerde, der er godt på vej. Det vidner de mange, mange, mange koncerter, som han har arrangeret, om. Han er især glad for at spille til koncerterne, da det altid er afslutningen på mange dages og ofte måneders arbejde, der munder ud i opførelsen af et værk, enten solo eller med samarbejdspartnere, lokale som udenbys.

Bachs samlede orgelværker nævnes som ét, af de helt store udfordringer, hvor organisterne i Fredericia gik sammen om dette projekt. Dette ser denne skribent gerne gentaget. I 1994 udgav Niels Erik Aggesen den første CD, hvilket gav nye udfordringer ud over de musikalske, idet der skulle søges fondsstøtte, omslag (cover) og andre praktiske ting, der skulle udarbejdes.

Koncentration ved kororglet.

Herefter udgav Niels Erik Aggesen og de dengang fem organister i Fredericia, en CD med orgelmusik fra Fredericias kirker for at sætte fokus på både orglet og den forskellighed, der var på dette tidspunkt. Udfaldet fra Fredericia er da også blevet beskrevet i musik med mere moderne tekster og musik, som Niels Erik Aggesen har været involveret i. Listen er lang og konklusionen er, at det er en meget driftig person, der fratræder et yderst fornemt embede.

Uanset hvad, så er der gemt noget til eftertiden, så man altid kan finde og lytte til noget orgelmusik, som Niels Erik Aggesen har været involveret i, også når han bliver mindre synlig i musikken.

Niels Erik Aggesen har tilbudt at være vikar under ferie, sygdom og fridage med videre, så uanset, hvem det nye menighedsråd finder frem til som ny organist, er vi i Trinitatis Kirke sikret toner fra det store orgel til alle tider.

En glad mand, en personlighed, et hygeligt gemyt siger snart farvel

Og hvad skal en person som Niels Erik Aggesen mon så lave, når han får mere fritid? Gåture i naturen? Bøger, der skal læses?

– ”Jow” og så er der familien, der er lidt geografisk spredt. Det kender jeg fra mig selv. Det kan være svært at stoppe med noget, der ligger hjertet så nær, siger han.

Undertegnede håber og ønsker, at Niels Erik Aggesen forsat vil give en hjælpende hånd ved korarbejdet, hvor hans kone også hjælper til, idet Trinitatis Kirke har et solidt pigekor og et junior- / minikor, der er på vej frem.

Vi har her et menneske, hvis hjerte banker for det lokale og det sønderjyske, et menneske, hvis hjerte banker for den klassiske og den kirkelige musik, et menneske, der har spillet med utallige talenter og medvirket i adskillige produktioner i Danmarks Radio, et menneske, der har haft flere tillidsposter og et menneske, der bare er rar at tale med.

Niels Erik Aggesen har også medvirket i De Nordiske Dage i både Norge og Finland. Han er en personlighed, der kan sætte sig ned ved ethvert orgel og på ingen tid lære det at kende og få den smukkeste lyd ud af det. Han har været orgelsolist ved utallige koncerter, ja, så mange faktisk, at der simpelt hen ikke er spalteplads nok til at alle kan blive opremset her.

Niels Erik stopper i 2023 også pipen

Jeg har altid fundet Niels Erik Aggesens arrangementer meget spændende og håber selvfølgelig på mere. Men jeg håber også, at Niels Erik Aggesen får tid til at nyde livet med dét, der står ham mest nær.

Jeg har nærlæst et imponerende musikalsk CV. Talt med en person med et hjerte af guld, en person der ikke siger jeg, men VI, så andre også fremhæves. Jeg har mødt en pligtopfyldenhed, der stensikkert har sønderjyske aner tilsat en gang solid jysk stædighed, en person der kan sætte musikalske farver på en grå hverdag og meget mere, men sjovt nok virke lidt usynligt?

Derfor undrer det også, at Niels Erik Aggesen på spørgsmålet om, hvilke råd han kan give til kommende håbefulde musikere, at der blev dyb stilhed og en rimelig lang tænkepause, før svaret kom: ”Kærlighed til musikken”. Et godt råd, med kærlighed, hjertet på rette sted og flid kan man komme man langt.

Det er netop med kærlighed til musikken, at jeg skriver om lokalmusikken, og fremover vil fremhæve persongalleriet i byens musikalske bredde.

Har I læsere en idé til profilering, så send en e-mail til os og vi ser på mulighederne.