Torsdag den 25. juni fik en ny årgang studenter deres beviser i hånden på Fredericia Gymnasium. Hallen var fyldt til sidste plads, talerne blev holdt, og da det hele var overstået, ventede bobler, frugt og kage i kantinen.
På elevernes vegne stod Amanda Gaasvig Beyer fra 3.g, og hun havde valgt sig et omdrejningspunkt, der bar dimissionstalen hele vejen igennem: Picasso og tanken om, at målet med livet er at finde sin gave, og at meningen er at give den videre. Det handler om at få øje på sine naturlige talenter, sine styrker og det, der giver en energi, sagde hun, og om at lade den indsigt forme én.
Derfra foldede hun de tre år ud. Hun talte om den identitet, man bygger op, når man lærer mere og mere, og om de værdier, man tager med sig videre: kærlighed, selvdisciplin, respekt. Og hun lagde ikke skjul på, at det også havde kostet. Starten havde været travl, både fagligt og socialt, men netop dér, mente hun, lå noget af det værdifulde.
Et af talens fineste billeder hentede hun fra naturen. Som bien, der går fra blomst til blomst, havde de unge på deres uddannelse fået lov at smage på det hele, det sure såvel som det søde. Det var ikke en menu, man bare skulle nå igennem, sagde hun, men nærmere et møde med en verden af muligheder. Pointen var den, at man skal sætte pris på det gode, fordi det findes overalt, og at selv de svære oplevelser og de dårlige dage hører med. Hun nåede også omkring de mange foreninger, råd og fællesskaber, der havde fyldt årene, og de oplevelser, der var kommet ud af dem.
Til sidst vendte hun taknemmeligheden mod dem omkring eleverne. Lærerne, der havde været der hele vejen og altid var klar til at hjælpe, familierne, og de mange stolte forældre i salen. Talen var lige dele afsked og opmuntring, og hun leverede den med bravur.
Rektor: I er vores fremtid
Tidligere på dagen havde rektor Jørgen Lassen holdt sin tale til årgangen, og han havde meget på hjerte. Det er den første årgang, han har fulgt fra første til sidste skoledag, og det gjorde afskeden særlig, sagde han, men det var intet mod den følelse, lærerne stod med, dem der havde lært eleverne at kende og nu skulle begynde forfra.
Meget havde forandret sig, siden årgangen begyndte, bemærkede han med et glimt i øjet. Landet havde fået en ny konge, Børsen var brændt, og Biden var ikke længere præsident. Men de store linjer i talen handlede om noget andet: om at vokse op som Generation Z med internettet og de sociale medier hele vejen, og om den pris, det er kommet med. En sand sejr, sagde han til eleverne, ville være indimellem at kunne frisætte sig selv fra andres kamp om deres opmærksomhed. Løsningen var ikke at vende teknologien ryggen, men at møde den med nysgerrighed og kritisk sans, og det ansvar kunne ikke lægges på de unge alene.
Han trak tråden videre til demokratiet og til det, han kaldte en postideologisk techpopulisme, en kommunikationsform, der gentager løgne, til de står som sandhed, og som bevidst søger uden om den kritiske analyse fra uddannede journalister og undersøgende medier. Hvor de gamle aviser og flow-tv skabte et fælles fundament, ender vi i dag let i spejlbilleder af de meninger, vi havde i forvejen, fodret af algoritmer. Derfor, lød hans pointe, er viden, undervisning og kritisk tænkning vigtigere end nogensinde, og det er ikke nok at tage udgangspunkt i, hvad man føler eller oplever.
Han havde også et håndfast råd med til de sabbatår, der venter forude, særligt møntet på drengene: husk nu at få lavet en plan, for pigerne har allerede én. Og han mindede om, at der trods alt er gode udsigter at træde ud i, med faldende dimittendledighed og mangel på arbejdskraft på en lang række uddannelser. I er vores fremtid, sagde han til de kommende studenter.
Beviserne på scenen, klasse for klasse
Mellem talerne var der musikalske indslag, og over det hele lå den blanding af stolthed og vemod, som altid hører sådan en dag til. Ligesom lærerne spillede og sang for de nye studenter.
Men det altafgørende øjeblik var bevisoverrækkelsen. Klasse for klasse blev eleverne kaldt op på scenen og fik deres studenterbevis i hånden, det fysiske bevis på tre eller to års arbejde, der nu var bragt i mål. Da den sidste havde været oppe, gik forsamlingen i kantinen, hvor bobler, frugt og kage afsluttede formiddagen, og en ny årgang fredericianske studenter kunne træde ud i sommeren.
