Onsdag aften blev Fredericia Golf Clubs nye driving range indviet. Den understøtter klubbens vision om, at der kan udøves golf hele året rundt, og det gør rangen på den måde, at bygningen er lukket og dermed sikrer læ.
Om det var pølser med brød og noget koldt at drikke, der fik lokket 100 medlemmer ud i kulden onsdag aften, eller om det var for at se indvielsen af de nye faciliteter, skal være usagt.
I bidende kulde blev de fremmødte budt velkommen af golfmanager i Fredericia Golf Club, Martin Libak, der kunne præsentere projektet, som nu står færdigt. En af hovedpersonerne bag det var også en af dem, der bidrog med et bidrag, nemlig Jan Riisager fra Randal Beton, der over en kop kaffe talte med golfklubben om, hvilke projekter der kunne være i støbeskeen, som virksomheden kunne bidrage til.
Resten er historie. Nu er den nye driving range blevet indviet med det første slag fra netop Jan Riisager, som fik æren. Netop fliserne, som man står på, er fra Randal Beton, der har givet dem uden beregning til projektet. Siden har Jan Riisager været involveret i processen og kommet med gode råd til, hvordan han synes, det skulle se ud.
Inden det kom så vidt med Riisagers indledende slag foran de mange fremmødte, fortalte Martin Libak, at den nye driving range har kostet omkring 500.000 kroner, hvor halvdelen er finansieret af Fynske Bank Fonden, Randal Beton og Fredericia Kommune. Transporten af de mange fliser har P.L. Jessen stået for uden beregning.
– Nu har vi otte overdækkede pladser, hvor man kan stå i læ for regn og vind. Når det bliver mørkt, skal lyset gerne danne en halvcirkel, sagde Martin Libak til de fremmødte.
Libak hentydede til, at der er monteret LED-lys på bygningen, således at medlemmer og gæster fortsat kan spille golf i perioder, hvor det tidligt bliver mørkt.
Efter introduktionen fra Martin Libak fik borgmester Steen Wrist ordet, hvor han fortalte, at den nye driving range har stor betydning, ikke blot for medlemmer, men også for lokalsamfundet.
– I golfklubben har I en vision om at spille golf året rundt. For at gøre det skal faciliteterne være på plads. Med dette anlæg og med den flotte driving range, som vi indvier sammen her til aften, har I fået en rigtig flot bygning. Der er næsten læ i bygningen, og det nye lysanlæg, er jeg sikker på, også giver lys i de mørke timer. Jeg er sikker på, at driving rangen vil blive brugt af mange året rundt, men også af forskellige former for golfspillere. I inviterer byens skoler ud og bliver introduceret; jeg bliver glad, når børn og unge bliver inspireret af foreningslivet som her, sagde borgmesteren blandt andet og fremhævede ligeledes et samarbejde mellem Fredericia Golf Club og Fredericia Sundhedshus, der gør, at der er en aktivitet for borgere med kronisk sygdom og/eller handicap.
Sidste taler i rækken var filialchef for Fynske Bank Fredericia, Jakob Theilgaard Jepsen, som fortalte om, hvad Fynske Bank Fonden er, og at det ikke kun er den nye driving range, som fonden har støttet golfklubben med. Inden han afsluttede sin tale, sagde han:
– Jeg glæder mig til det næste projekt, som I præsenterer for os, og som vi skal støtte, Martin (Libak, red.), sagde Jepsen.
Derefter trådte Jan Riisager frem og skulle indvie rangen, hvor han tog det første slag og modtog klapsalver fra de omkring 100 fremmødte, der efterfølgende kunne forsyne sig med pølser, brød og noget koldt at drikke.