Ulrik Overgaard blev tidligere i 2023 indsat som ny provst i Fredericia Provsti, og er derudover deltidspræst i Christianskirken. Han vil prøve at påvirke den yngre generation i en mere kirkelig retning, da tendensen er, at flere forældre i den yngre generation ikke får deres barn døbt.
Skal man tro på noget eller skal man ikke? Svaret er simpelt, hvis man spørger Ulrik Overgaard. Han slår dog fast, at han ser en mening med at stå op hver dag, og at han forbinder det med at tro på Gud.
– Folk skal gøre det, de helst vil – hvis den relation man har, er en aftale om, at man vil være sammen, indtil man vil mere. Det er en nøgtern måde at se det på. Under corona er der gode grunde til det, da man ikke kunne feste, men det er godt med et alternativ. Jeg tror, vi alle er blevet skilt på et tidspunkt, og så er der en vej tilbage, da vi har sagt “til døden os skiller”. Men også når man bliver viet i kirken, er det et ja til et liv sammen. Man ser, at kærligheden er ægte. Når man får at vide, at kærligheden også er hos en anden, er den fælles, og man må gå på kompromis. Det, at der er en ekstern garanti, som er større end os, er vigtigt – det er det, jeg kalder Gud, og er stolt af. Der er en mening med at stå op hver dag – vi er skabt til et godt liv. Jeg vil mærke engagement og sørge for, at du har det godt – det gælder i alle livets faser, siger Ulrik Overgaard.’
Gennem årene som præst har Ulrik Overgaard haft en oplevelse, som han fortæller om. Det handler om måden, hvordan man taler til ens egne børn.
– Man skal ikke passe ind i en bestemt kristen fortælling. Jeg arrangerede engang en temadag med en konservativ præst, en islamisk imam og mig selv. Jeg havde mere til fælles med muslimen. Vi talte om kærlighed til vores børn. Ateisten sagde, at den kærlighed jeg føler, i sidste ende er en kemisk reaktion i mit hoved, da vi også er dyr. Der blev det tydeligt for mig. Jeg synes, der skal mere til i mit liv for at forklare det ordentligt, og det finder jeg i kirken, siger Ulrik Overgaard.
Han havde det svært ved ateisten, men han respekterede holdningerne, selvom han ikke er pro deres argumentation i deres tro.
– Når vi har tradition for at rumme hinanden, så respekterer vi hinanden trods forskelligheder. Tro er ikke rigtig, mener ateister, og så kritiserer de uden selv at komme med noget. De kommer med pjecer, hvor der intet står i. Det kan jeg godt blive lidt træt af, da jeg ikke føler, de har et alternativ. Med tro må man tage springet ud i det ukendte, siger Ulrik Overgaard.
Som ny provst i Fredericia har Ulrik Overgaard skulle danne sig et overblik over, hvordan det står til i Fredericia Provsti, og situationen ser han positivt på i det overordnede billede.
– Her har vi det ret godt, fordi folk tjener relativt meget, og en del er med, og vi har stor kulturel opbakning til kirken. Der kan være mange grunde til det. Man har altid troet, det var afhængig af uddannelse, men det er de bedst uddannede, som faktisk bakker mest op, og der bor mange højt uddannede i Trekantområdet, så det betyder noget, at der er forståelse for historien og værdierne. Hvordan man håndterer det med religiøs afklaring er noget at tale med. De nye generationer døber ikke, mens de ældre, der begraves, er medlem af folkekirken. Folk i dag lader børnene selv vælge, om de vil døbes, når de kan tage stilling til det. Andre har manglende tilknytning, og når det går over generationer, er valget sværere at træffe. Vi har en opgave i at fortælle, hvad dåben kan, især udadtil. Vi skal forsøge at forklare de, forklarer Ulrik Overgaard.
Provsten åbner dermed for debatten: Skal man som forældre bestemme, om ens barn skal have en trosretning i en tidlig alder med at blive døbt? I dag er holdningen blandt en del yngre forældre, at de selv vil give deres barn muligheden for at vælge og dermed undlader dåben.
– Mange ser det sådan. Det giver også mening. Jeg har heller aldrig tvunget mine børn i kirke. Man skal spejle sig i det, man vil, og i opdragelsen skal man stå for noget, man kan spejle sig i. I nogle tilfælde kan det ende med, at børnene må bestemme alt selv. Som forældre skylder vi børnene at have en mur, som de kan spille deres bold op ad, og så er det bare vand i håret. Vi omskærer ikke, som jøder gør, og overgreb er ikke acceptabelt. Man skal indimellem vælge fællesskabet frem for sig selv. Nogle gange opdager man, hvordan det kan være at have en god datter i skolen, og der skal man også huske, at nogle kan have det svært og kan hjælpe ens venner, hvis de ikke har det så godt. På den måde tillader jeg mig at tænke, at man ikke kun skal være “mig”-agtig, men tage del i noget og kunne sætte ord på glæden frem for bare tilfredsstillelse af sanserne. Det er ikke kun mad, der smager godt, men det kan også være åndeligt indimellem. Det er der rum til i samfundet i dag, slutter Ulrik Overgaard.
