Ulrik Overgaard startede den 1. marts som ny provst i Fredericia og som præst i Christianskirken. Hans kristne tro blev han særlig opmærksom på under et Højskole-ophold.

Ulrik Overgaard er gift på 22. år med Britt Overgaard, der er chefsygeplejerske på Vejle Sygehus. Sammen har parret tre børn: Tobias og Rebekka på henholdsvis 22 og 19 år, der begge er flyttet hjemmefra, samt Jonathan på 13 år, som er flyttet med til Fredericia.

Den nye provst er gået i fodsporene på Børge Munk Povlsen, som inden han gik på pension i slutningen af februar, og inden pensionen var Danmarks daværende længstsiddende provst. Nu har Ulrik Overgaard været provst gennem flere måneder, og er landet i det efter, at han forinden havde været sognepræst i Skibet Sogn i Vejle Provsti. Derfor har han nu fået en ny rolle.

– Der er meget formelt omkring det at være provst og er en fælles opgave. Jeg er deltidspræst og deltidsprovst. Det er en tradition, men udfordrende, da provstens opgaver bliver stadig større. Den fælles opgave er at være et alternativ til meningsløshed, og jeg har stor respekt for folk, der tror på andre måder. Det rører mig at se folk tage afsked med hinanden; det sker på 2200 steder i Danmark. Jeg er stolt af, at der findes kirker, og at man kan gå ind i et sådant rum uden at skulle betale flere hundrede kroner i timen. Det er grundlæggende kristne værdier. Man kan tale om dybere ting uden at ændre identitet. At jeg bidrager til dette gør mig stolt hver eneste dag. På den måde er det ligegyldigt, om jeg er provst eller præst. Præsten tager samtalen, og provsten er kirkens mellemleder, der har styr på økonomien og samarbejdet. Det er rigtig godt, at vi også får styr på arbejdsmiljøreglerne og forvalter dem ordentligt, siger Ulrik Overgaard.

Det at være provst har ændret sig med tiden. I dag er der mere en slags mellemlederrolle end det var førhen. Ulrik skal derfor have det overordnede overblik og have styr på eksempelvis økonomien.

– Før i tiden havde provsten færre administrative opgaver og ledede præsterne samt fandt en vikar, hvis en præst var syg. Det var en rangstige op i det kirkelige hierarki, men sådan er det ikke længere. Præsterne har deres egne sogne. Jeg har et provsti, hvor jeg skal fordele pengene så godt som muligt, sammen med ressourcerne, siger Ulrik.

Overgaards vej til præstegerningen er kom med årene, og særligt et ophold på en Højskole endte med at spille en rolle for ham.

– Jeg har været på højskole flere gange og studeret i mange år på universitetet. Jeg søger afklaring gennem samtale. På højskolen på Samsø oplevede jeg, at en litteraturlærer kaldte mig en “Grundtvigianer”. Jeg vidste ikke, hvad det var. Troen på Gud har altid været tæt på min familie. Mine forældre tog det med sig på en anden måde end deres forældre gjorde. Vi gik i kirken og fejrede højtiderne. Litteraturlæreren gav mig en Grundtvig-bog, og siden har jeg været glad for kirken. Det var min vej ind i det, og mit liv faldt på plads, fortæller Ulrik og fortsætter:

– At blive kaldet religiøs handler om at turde mærke indeni. Kærligheden til min kone er essentiel; jeg bliver en bedre person af at være sammen med hende. Jeg gik den vej for at se, om det opfyldte mine behov, og det gjorde det. Jeg deltager ikke meget i de kristne organisationer; jeg behøver ikke en organisation bag mig for at kalde mig kristen.

Fredericia Provsti består af Bredstrup Kirke, Christianskirken, Egeskov Kirke, Erritsø Kirke, Hannerup Kirke, Herslev Kirke, Lyng Kirke, Pjedsted Kirke, Sct. Michaelis Kirke, Taulov Kirke og Trinitatis Kirke. Det er alt fra bykirken til landsbykirken.

– I de forskellige sogne er der en blanding af landsogne og forstadssogne, som for eksempel Hannerup. I Hannerup er der en stor og bred befolkningsgruppe. Michaelis er den kirkelige højrefløj, Trinitatis fokuserer på musik, og Christianskirken fokuserer på kunst. Herslev er en lille by, men med et stærkt fællesskab. Procentvis tror jeg, det er en af de største kirkegænger-grupper, fordi de har en stærk identitet og ønsker deres egen præst og kirke, fortæller Ulrik Overgaard.

At være ansat som præst eller for den sags skyld, som provst i dag, er ved at ændre sig. Man kan hjælpe mange med samtaler om emner, som nogen normal vis kunne tage til psykolog med, men også ikke så velhavende familier kan få en hjælpende hånd.

– Vi taler om at være mere til stede for de unge og familier uden midler. De kan hjælpes på ferie, så vi er til stede på en nutidig måde. Vi skal forsøge at have en finger på pulsen, så vi ikke bliver isoleret, men forbliver en folkekirke. Arbejdsgangen er, at vi skal forny vores visioner. Den grønne omstilling er også vigtig for os, da vi bruger energi på at varme de store rum op. For eksempel i Taulov forsøger vi at få en varmepumpe installeret. Det med de unge fylder meget, fordi der er en terapeutisk kultur, og mange ting skal ordnes. Jeg mener, der er mere åbenhed over for kirken nu end for 20-30 år siden. Vi byder ind med det, vi kan tilbyde. Sjælesorg ses som et alternativ til for eksempel en psykolog. Hvis det er nødvendigt, henviser jeg personen til en læge. Sorg er ikke en sygdom, så det skal man ikke have piller for, men kan snakke om i et rum som dette. Det er de gamle kirkedyder, der viser, hvad kirken kan tilbyde. De fire ben, vi står på, er stadig solide, slutter Ulrik Overgaard.

Ulrik Overgaard er opvokset i Stubbæk udenfor Aabenraa. Han kommer fra et embede som sognepræst i Skibet Sogn i Vejle Provsti, hvor han har været ansat siden 2010. Nu er et nyt liv begyndt for ham i Fredericia, hvor han blandt andet holdt en tale ved Krigergraven til 6. Juli.