For fjerde gang er det nu muligt for døve at opleve musicalmagien på Fredericia Musicalteater med tegnsprogstolkningen af den verdensberømte musical WICKED. Senere på året kan blinde og svagtseende også nyde synstolkning af musicalsuccesen. Det sker med en donation fra Spar Nord Fonden.

Er det muligt at opleve musicals, hvis man ikke kan høre musikken eller se menneskerne på scenen? Svaret er ja, hvis man spørger
Fredericia Musicalteater, når de igen kan byde publikummer velkommen til syns- og tegnsprogstolkning af en forestilling, denne gang takket være Spar Nord Fonden.

Døve- og synstolkningen er en del af Fredericia Musicalteaters indsats for at gøre musicals mere tilgængelige for alle. Andre initiativer
inkluderer teatrets teleslyngesystem for hørehæmmede og ledsagerordning for publikum i kørestol.

– Vi arbejder aktivt på at brede musicalteater ud til alle, og er enormt beærede over, at Spar Nord Fonden støtter op om teatrets
værdifulde initiativer. Deres anerkendelse af vigtigheden ved at gøre musicalteater tilgængeligt for alle er afgørende for vores mission og glæde ved at dele kunsten med så mange som muligt, siger Teaterdirektør Thomas Bay.

Spar Nord Fonden har doneret 123.000 kr. til teatret, der bruges på døve- og synstolkning af forestillingerne i 2024. Tilbage i marts
blev musicalen AVENUE Q den første synstolkede forestilling på Fredericia Musicalteater, ligesom den også blev performancetolket på tegnsprog.

Performancetolker med stor succes

Det er fjerde gang at Fredericia Musicalteater performancetolker musicals i samarbejde med firmaet Handmate. Tolkefirmaet
var også forbi, da teatret i efteråret 2022 spillede COME FROM AWAY, CHARLES TANTE i 2023 og senest altså AVENUE Q i marts 2024. Alle med stor succes og voksende publikum. Det er teatrets mål at alle forestillinger skal performancetolkes og takket være Spar
Nord Fonden er det nu også muligt på den verdensberømte musicalsucces WICKED til efteråret.

Det er tolkene Peter R. Borg og Peter H. F. B. Rothgardt, der endnu engang indtager tolkepodiet til WICKED. De udtaler:

– Vi hos Handmate glæder os enormt til at performancetolke WICKED, som bliver vores fjerde tolkning på Fredericia Musicalteater. WICKED er en forestilling, som ligger begge vores hjerter utrolig nært og som vi vil gøre vores ypperste til at få formidlet ud
over scenekanten på bedste vis.

WICKED bliver performancetolket torsdag den 26. september kl. 19.30, hvor et særligt område af salen med udsyn til både tolke og
scenen er reserveret. Billetterne til performancetolkningen er i salg og kan købes via teatrets hjemmeside. Datoen for synstolkning af WICKED bliver annonceret senere på året i samarbejde med Dansk Blindesamfund.

Link til billetsalg:

https://fredericiamusicalteater.dk/musical/wicked-tegnsprogstolket