Tirsdag aften spiller FHK anden kamp i slutspillet. Med resultaterne i slutspilspuljen har det udviklet sig lidt til en nøglekamp for at FHK stadig har “serveretten” i forhold til de øvrige hold i puljen.

Det var ikke ventet, at FHK ville tabe til TMS Ringsted, selv om det var forudset, at det var en svær opgave, der ventede dem. Særligt ikke måden, det skete på, da FHK i opgøret var bagud med ni mål undervejs efter en inspireret indsats, der lå langt væk fra den standard, som holdet har spillet på hidtil i sæsonen.

Det lagde Gudmundur Gudmundsson heller ikke skjul på efter kampen, hvor han kaldte det sæsonens dårligste indsats.

– Vi spillede det dårligste, vi har gjort i den her sæson. Det er sådan, det er. Jeg er meget skuffet over, hvordan vi startede kampen og spillede de første 40 minutter, sagde Gudmundsson efter opgøret.

http://adp-as.dk

Med nederlaget har FHK nu sat de point, som de havde fået med over i slutspillet, over styr, da forskellen er blevet udlignet med sejre til både TMS Ringsted og Skjern i den første kamp i slutspillet.

– Nu er det udlignet, og så må vi tage den derfra. Vi skal bare levere en bedre indsats, sagde Gudmundsson efter kampen mod TMS, da han blev forholdt til, at forskellen nu var udlignet.

Lørdag aften kunne Gudmundur Gudmundsson konstatere, at Skjern vandt mod GOG, der ligesom FHK slet ikke ramte dagen. Eksempelvis noterede Emil Madsen sig kun for seks mål på 16 forsøg, hvilket er langt fra den udnyttelsesprocent, han normalt har. På samme måde havde Aaron Mensing også en stor offday med blot to mål på otte forsøg. Det gjorde, at Skjern endte med at vinde kampen 33-30 efter et opgør, hvor vestjydernes sejr ikke kom i fare.

Det gør samtidig, at man må forvente Skjern kommer til Fredericia med en tro på, at de kan vinde. Dog har FHK haft godt styr på Skjern i de seneste indbyrdes opgør, og derfor er fredericianerne stadig favoritter, selvom der skal andre boller på suppen i forhold til indsatsen mod TMS Ringsted.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Det virker dog også utopisk at tro, at FHK kan levere sådanne to indsatser to gange i træk. Det har ikke været kutyme for FHK i den her sæson, hvor bundniveauet har været hævet markant i forhold til tidligere. Det vidner også om, at et øget bundniveau, at FHK mod TMS var lige ved at reparere skaden, der skete i de første 40 minutter og til sidst var lige ved at hive uafgjort hjem efter en meget dårlig indsats.

FHK kom op i et helt andet gear. Det var især forsvarsmæssigt, at grobunden blev lagt, og det var med islandske Einar Olafsson i en hovedrolle. Han gjorde TMS-spillerne usikre, og på samme måde kan Olafsson, der har vist en opadgående formkurve i det seneste stykke tid, komme til at spille en stor rolle mod Skjern.

Med FHK’s nederlag til TMS Ringsted og Skjerns sejr mod GOG, er der tale om en tidlig nøglekamp for FHK. Det gælder om at komme tilbage på sporet og frem for alt om at være i teten i slutspilsgruppen, hvor det først og fremmest gælder om at sikre sig en semifinaleplads, men også potentielt at ende som nummer et for formodentlig at undgå Aalborg i en DM-semifinale.

Kampen mellem FHK og Skjern spilles tirsdag aften klokken 18:30 i thansen Arena.