FC Fredericia har hentet den 22-årige angriber Nemo Thomsen i Brabrand IF på en fireårig kontrakt. Den grønlandske landsholdsspiller bliver dermed den første mandlige grønlænder nogensinde, der skriver under på en professionel fuldtidskontrakt i fodbold.
Der er både en sportslig og en historisk dimension i FC Fredericias seneste tilgang. Klubben styrker offensiven med en ung, målfarlig angriber, og samtidig bliver skiftet en milepæl for grønlandsk fodbold.
Nemo Thomsen kommer til Fredericia efter en stærk sæson i CampoBet 2. Division, hvor han scorede 12 mål for Brabrand. Det er et markant antal i en sæson, hvor holdet endte på tiendepladsen, og hvor han stod for næsten en tredjedel af Brabrands samlede mål.
Allerede i ungdomsårene gjorde han sig bemærket. I SønderjyskE scorede han 16 mål i 17 kampe på U15- og U17-niveau, inden turen gik videre til Kolding IF. Her blev han en vigtig profil på U19-holdet, som han var med til at føre til en førsteplads i U19-divisionen i sin sidste sæson på det niveau, hvor han blev noteret for hele 25 mål.
Hos FC Fredericia glæder man sig til at få angriberen ind i truppen.
»Nemo er en angriber, der gennem flere år har vist, at han har en naturlig evne til at komme frem til chancer og score mål. Det er stærkt at lave 12 mål på et hold, der har haft en svær sæson, og det fortæller noget om hans evne til at tage ansvar offensivt. Han kommer med sult, fart og en tydelig målfarlighed, som vi glæder os til at bringe ind i vores miljø,« siger Oliver Fredsted, head of recruitment i FC Fredericia.
Nemo Thomsen er født i Ilulissat i Grønland og tog som ung til Danmark for at forfølge sin fodbolddrøm. Med underskriften bliver han den første mandlige grønlænder i historien på en professionel fuldtidskontrakt, og for ham selv er det en stor dag.
»Det er en stor dag for mig og hele min familie. Jeg er både glad og stolt over at skrive under på min første fuldtidskontrakt, og det at være den første grønlænder i historien til at gøre det er virkelig stort,« siger Nemo Thomsen.
Han lægger ikke skjul på, at han ser frem til tiden i Fredericia.
»Det er en fantastisk klub med et stærkt setup og et miljø, hvor jeg er sikker på, at jeg kan udvikle mig rigtig meget. Jeg kommer med masser af sult og glæder mig til at være en fast del af holdet og staben og til at møde fansene,« siger Nemo Thomsen.
Angriberen har skrevet under på en fireårig aftale, der løber frem til sommeren 2030, og han tiltræder med øjeblikkelig virkning.


















