På Fredericia Gymnasium har en særlig tradition fundet fodfæste og vokset sig større år for år. FG Musikfestival (FGMF) blev endnu en gang en bragende succes, og efterlod et tydeligt indtryk af det fællesskab og engagement, der udgør festivalens kerne. Indtrykket af festivalens energi og fællesskab bliver tydeligt afspejlet gennem de to medarrangører Esben og Sebastian, som giver et indblik i de mange opgaver, der følger med at arrangere en festival som denne.

Konferencier, booking- og So-Me-ansvarlig Esben, en engageret elev fra 2.G, beskriver festivalen med begejstring: 

– Det har været en mega fed omgang i år. Koncerten fungerede virkelig godt, og opbakningen fra alle var fantastisk. Der har været en skøn stemning overalt, man kiggede. Alt i alt har det bare været mega fedt, og uden nogen specielle problemer.

FGMF står som noget unikt blandt gymnasiefester.

– Først og fremmest er det unikt, fordi vi er det eneste gymnasium i området, der har noget lignende, fortsætter Esben. 

– Det er ikke bare en almindelig gymnasiefest, men et arrangement, hvor alle er velkomne, og hvor vi har 12 kunstnere, der spiller.

Men det kræver også en dedikeret indsats at gøre en festival som denne til en realitet.  – Vi startede projektet allerede i september med at optage nye medlemmer, primært 1.G’ere og 1.HF’ere, men også nogle 2.G’ere, forklarer Esben. 

– Derefter deler vi os ud i tre grupper: Booking, PR og off-stage. Vi afholder også et ‘Warmup’ i marts for at øve og få feedback, så vi kan gøre festivalen endnu bedre.

Festivalen har desuden modtaget feedback fra tidligere år, som de frivillige har brugt til at forbedre årets udgave.

– Sidste år fik vi feedback om flere madboder, så det har vi sørget for i år, og det fungerede rigtig godt, fortæller Esben. 

– Vi har også fokuseret meget på PR i år, både på sociale medier og andre uddannelser.

En oplevelse med fællesskab i centrum

Sebastian, økonomiansvarlig og elev i 3.G, fortæller også om oplevelsen. Han fremhæver følelsen af at skabe en festival midt på sin egen skole som noget unikt:

– FGMF føles som en festival. Jeg stod og snakkede med en af de andre arrangører på dagen, og vi var enige om, at det er vildt, man kan få følelsen af at være på en festival på sin egen skole.

– Generelt set har vi holdt en rigtig god festival. Stemningen har været god hele vejen rundt, og billetsalget har været fint. Vi har solgt lige så mange billetter, som vi havde regnet med. Det er lidt atypisk, at vi har solgt flere billetter i ugerne op til end på selve dagen, men det har været lige så godt som de andre år.

Sebastian har selv primært arbejdet i off-stage-gruppen, og har i år haft et særligt fokus på baren.

– Mit primære hovedfokus i år har været baren, hvor vi sørger for drikkevarer, sætter baren ordentligt op og forstår anlæggene. Jeg elsker at være ansvarlig og håndtere travlheden og stressen i baren.

Forberedelserne til festivalen er dog heller ikke for sarte sjæle, og Sebastian erkender, at det kan være hårdt arbejde:

– Der skal mange ting på plads inden for en vis tidsramme. Booking-gruppen stresser allerede i januar over at få de fleste kunstnere på plads, og alt fra store til små detaljer skal falde i hak. 

Tessa som årets hovednavn

Årets hovednavn var den fremadstormende rapper Tessa, som leverede et energisk og medrivende show. Hendes tilstedeværelse på FGMF markerede en særlig milepæl, da hun blev den første kvindelige hovedkunstner i festivalens historie.

Esben er stolt over at kunne præsentere hende på festivalens scene:

– Vi ville gerne have en hovedkunstner, der slog nogle rekorder. Tessa er vores første kvindelige hovedkunstner, og det er en rekord, vi er meget stolte af.

Sebastian, der fulgte hendes optræden tæt fra off-stage-gruppen, var lige så imponeret:

– Det var vildt fedt at kunne ‘tage røven’ på hende. Hun troede, hun skulle til en lille gymnasiefest, men hun blev mødt af noget, der mindede om et reelt crowd. Det var fantastisk at se hendes reaktion.

Med sit rå og kompromisløse udtryk havde Tessa publikum i sin hule hånd fra første øjeblik. Hendes tekster, der taler lige så meget til empowerment som til feststemning, gav nemlig genlyd hos gymnasieeleverne, som rappede med på hendes hits.

Festivalens sjæl: Ansvar og fællesskab

En af festivalens vigtigste strategier er ansvaret og fællesskabet mellem de frivillige.

– Vi er en homogen gruppe, som tager ansvar for hinanden. Der er ingen leder eller forperson, vi er alle på lige fod. Det handler om at løfte i fællesskab, forklarer Sebastian. 

Og han glæder sig da også over at se, hvordan festivalen fortsætter med nye generationer.

– Jeg har været med siden 1.G og 2.G, og det her er mit tredje år som 3.G’er. At se, at vi har kunnet lave en festival uden de tidligere elever, synes jeg er mega fedt. Jeg er overbevist om, at næste års festival bliver endnu bedre, fordi de, der skal stå for det, er sindssygt dygtige.