Sorgens dag og slut på en følgeton
På slagets anden dag stedes de faldne til hvile. Insurgenterne i en stille fællesgrav, de danske underofficerer og menige i Krigergraven, og til sidst de 23 officerer med Olaf Rye i spidsen. Her slutter fortællingen om de 79 dage.
Insurgentgraven
Insurgenterne var blevet begravet i en fællesgrav på Sct. Michaelis Kirkegård natten mellem d. 7. og 8. juli. Der var ingen mindehøjtidelighed i den forbindelse.
Kirkebogen viser, at i alt 210 faldne insurgenter fra slaget 6. juli blev jordet i en fællesgrav denne nat. Desuden jordedes to selvmordere på en særskilt plads.
I perioden mellem 11. juli og 18. august blev der yderligere foretaget 11 begravelser af i alt 52 insurgenter, som var døde af deres sår efter kort tid på lazaret. Insurgentgraven rummer således 264 begravede.
Underofficerer og menige begraves
Ved daggry var der travlhed på Trinitatis Kirkegård. Man sled i det for at få den store fællesgrav gjort klar til begravelserne, og man modtog de mange døde soldater. De døde soldater blev i første omgang anbragt på pladsen uden for kirken og i de nærmeste gange.
Man kendte fra afregningsbøger eller kammeraters identifikation den døde soldats afdeling, nummer, navn og fødested, som nu blev skrevet ned og hæftet på den døde soldats frakke. Herefter ordnedes soldaterne i lange rækker efter bataljon og kompagni. Det var et både fysisk og psykisk hårdt arbejde at løfte rundt på de døde kammerater. Det krævede en del udskiftning af mandskabet.
Man begyndte med de døde fra 1. Lette-Infanteribataillon og så fremdeles. De døde anbragtes forsigtigt i graven i to rækker med støvlerne mod hinanden og herefter i lag oven på hinanden. Hvert lag dækkedes af et tykt lag fint kalkstøv. Omkring kl. 11 var samtlige døde underofficerer og menige således stedt til hvile.
Officererne begraves
I den nordlige ende af fællesgraven var der efterladt et tomt rum, som var forbeholdt de faldne officerer. Klokken 12 blev der afholdt en stor sørgegudstjeneste i Sct. Michaelis Kirke.
Efter gudstjenesten, og en gribende tale af feltprovst Boisen, blev 22 sortmalede fyrretræskister båret op til alteret. Her blev de døde officerer nu anbragt i kiste, låget blev skruet på, og oven på låget anbragtes en krans sammen med officerens kårde. Fire mand bar herefter kisten ud.
Da samtlige 23 kister var blevet båret ud af kirken, satte processionen i gang. Processionen fulgte nu Vendersgade og Danmarksgade til Trinitatis Kirkegård.
Generalmajor Ryes kiste blev båret af 16 kaptajner. Selve følget bestod mest af militærfolk, da langt størstedelen af fredericianerne endnu ikke var vendt tilbage fra Fyn. I spidsen for processionen gik 3. Brigades Musikkorps, som spillede Thilos Sørgemarch.
Ved ankomsten til fællesgraven blev kisterne sænket ned i graven.
Pastor Hertel foretog herefter jordpåkastelse. Herefter bad han i sin bøn for de afdøde, deres slægtninge, og for, at den store flok af blomsten af landets ungdom ikke havde ofret deres liv forgæves for Danmark. Afslutningsvis var der kanon- og geværsalver.
Herefter blev krigergraven kastet til. Begravelsen og ceremonien var slut.
Generalmajor Ryes kiste blev efter jordpåkastelsen ført til våbenhuset i Trinitatis Kirke. Her stod den under vagt frem til den 11. juli, hvor den blev bragt til København. Begravelsen på Garnisonskirkegården i København fandt først sted den 15. september under en stor ceremoni, hvor Kong Frederik 7. deltog i følget.
79 dage
Med begravelserne slutter også denne følgeton, som har stået på hver dag siden den 21. april. Vi har hørt om baggrunden for borgerkrigen, Kampen om Kolding d. 23. april, fulgt Ryes Korps under tilbagetrækningen til Helgenæs, hørt om Det Særlige Korps og civile lidelser, fulgt indeslutningen og bombningerne af Fredericia, set bombningerne gennem den modige tobaksfabrikant Rasmus Bønnelyckes dagbogsoptegnelser, nået portrætter af de vigtigste aktører, oplevet tilblivelsen af Danmarks Riges Grundlov midt under krigen, været med i Bülows store undsætningsplan og det endelige udfald samt de efterfølgende begravelser af Danmarks helte.
I 1850 ventede foruden mindre fægtninger også to store slag. Slagene foregik på henholdsvis Isted Hede og ved Frederiksstad. Først i begyndelsen af 1851 kom fredsslutningen, og den endelige sejr over den slesvig-holstenske oprørshær var en realitet. Danmark havde vundet krigen og opretholdt et status quo, som kun de færreste vel i virkeligheden var tilfredse med.
13 år senere stod vi igen og kiggede ind i en krig udløst af det selvsamme uforløste problem som dengang, nemlig omkring hertugdømmernes tilhørsforhold. Danmark havde ikke glemt sejren for år tilbage, og det politiske overmod blev fatalt, da fjenden denne gang foruden oprørshæren talte både Preussen og Østrig. Krigen 1864 blev et smertefuldt nederlag, som også denne gang bød på en fjendtlig indeslutning af Fredericia Fæstning og et massivt bombardement af byen.
Litteratur
- Arkivfrivillig Henrik Nedergaard har foretaget en nærmere undersøgelse af antallet af døde slesvig-holstenere i Insurgentgraven på Sct. Michaelis Kirkegård. Tallene bygger på Henrik Nedergaards resultater og betragtes nu som det rigtige antal.
- Budde-Lund, 1865: Fredericias Armering, Indeslutning, Bombardement samt Forsvar, under Kong Frederik VII fra den 26. marts til den 6. juli 1849.
- Generalstaben, 1877: Den dansk-tydske krig i Aarene 1848-50. 2. del. Krigen i 1849, 3-4.
- Vaupell, O., 1868: Kampen for Sønderjylland 1848-50. Anden del.