»Så lad dem i Guds navn rykke ud«

Overgeneral Bülow befandt sig i Fæstningskommandantens bolig, Bella Vista. Klokken havde passeret midnat og nærmede sig 01.00. Han havde fået bekræftet af Fæstningskommandant Lunding, at alt var klart.

Man kan næsten høre Bülows ansvarstyngede skuldre, da han rørstrømsk udtaler:

To adjudanter blev nu sendt ud til henholdsvis Avantgarden og de Meza samt 5. Brigade og Rye med befaling om fremrykning. Herefter steg overgeneral Bülow til hest for at ride til Danmarks Bastion og herfra følge slagets første fase.

Slaget kunne begynde.

Generalmajor de Meza rykkede nu med Avantgarden ud fra Kongens Port og udfaldsporten ved Dronningens Bastion efterfulgt af Kavaleriet. 1. og 2. Lette-Infanteribataillon udgjorde sammen med 2. Jægerkorps første træfning i Avantgarden, og 1. Forstærkningsjægerkorps og 3. Forstærkningsbataillon anden træfning.

Opgaven var at sikre det 1,2 km tomme rum ude i forterrænet mellem de fjendtlige stillinger ved Egumvejen mod vest og de østlige stillinger ved Lillebælt. Herfra skulle Avantgarden i en omgående bevægelse angribe de fjendtlige stillinger mod vest.

Ét er en planlagt taktik, noget andet er dens udførelse i felten. Det gik da heller ikke her, som det var planlagt. Den snævre udfaldsport forsinkede troppefremrykningen, og mørket og det ukendte terræn gjorde, at flankerne hurtigt mistede kontakten.

1. Lette-Infanteribataillon, som var udgået fra Kongens Port, rykkede hurtigt frem i løb langs Treldevej og blev nu isoleret i terrænet omtrent mellem Egeskovvej og Treldevej. Her blev de nu i denne udsatte, fremskudte position beskudt i flankerne af de fjendtlige stillinger. Imidlertid holdt den udsatte bataillon under oberstløjtnant Walther stand, og den skulle vise sig at være en vigtig støtte for de andre troppers hårde kampe om forskansningerne mod henholdsvis øst og vest.

2. Lette-Infanteribataillon gik ud gennem udfaldsporten og fik her snart ordre om at søge hurtigt ud i terrænet for at finde og støtte 1. Lette-Infanteribataillons venstre flanke. På grund af mørket og en forkert udpeget retning søgte tre kompagnier, 200-300 mand, for langt mod vest og missede dermed 1. Lette-Infanteribataillons flanke. De tre kompagnier var nu på egen hånd.

Efter 2. Lette-Infanteribataillon fulgte 2. Jægerkorps ud gennem udfaldsporten og blev sendt frem i mørket mod nordvest uden nogen form for samling. Flere kompagnier endte på denne måde for langt mod vest. Trods kraftig modstand og store tab blev fjendens løbegrave erobret, og snart var også skanse 4 og Store Mortérbatteri sat ud af spillet. Herfra blev der taget omkring 100 fanger. Fangerne her blev de første, som førtes tilbage til fæstningen, hvilket var et syn, som glædede Fæstningskommandant Lunding.

Herfra rykkede kompagnierne videre over kløften nord herfor for at erobre skanse 3. Her stødte de imidlertid på uventet hård modstand, og efterfølgende modtog de et samlet modangreb med ca. 2000 fjendtlige tropper. Flere af kompagnierne var uden ledelse, da officererne var faldet. Det blev nu tildelt korpsets adjudant i mørket at samle de sprængte kompagnier med Prinsens Port som samlingssted. Den fremtrængende fjende rettede snart sit feltskyts mod de retirerende kompagnier med kardæsk fra otte kanoner.

Hvorom alt er var anden forstærkning nu kommet på plads på slagmarken, hvor 1. Forstærkningsjægerkorps støttede centralt bag 1. Lette-Infanteribataillon. 3. Forstærkningsbataillon søgte ud og støttede 1. Lette-Infanteribataillons opløste venstre flanke, hvor der var skabt en farlig åbning. Oberstløjtnant Gerlach fortsatte herefter med 3. Forstærkningsbataillon i et eksemplarisk modangreb og drev fjenden tilbage.

Omkring samme tid som ovennævnte modangreb var 3. Brigade under generalmajor Schleppegrell rykket ud på slagmarken og frem til de vestlige løbegrave, hvorfra de sprængte kompagnier i første omgang var søgt tilbage under fjendens modangreb. Batteriet Jessen blev opstillet tæt ved det erobrede Store Mortérbatteri, og en heftig artillerikamp begyndte.

Da 3. Forstærkningsbataillon havde stor succes med sit angreb, blev fjendens kanoner atter tavse. General Bonin befandt sig nu i området og havde ved selvsyn set, hvordan de danske soldater trængte frem. Herefter blev der beordret retræte. Nu fortsatte Avantgarden og 3. Brigade sin fremrykning mod nord og herefter i en omgående bevægelse mod vest.

Samtidig med udfaldet fra Kongens Port og udfaldsporten rykkede generalmajor Olaf Rye uset frem langs stranden med sin 5. Brigade for her at erobre kyststillingerne og herefter søge videre frem. Som avantgarde benyttede Rye 1. Reservejægerkorps. Dette gav god mening, da korpset kendte terrænet og fjendens stillinger fra udfaldet d. 30. juni. Korpsets Major Bonnez fik ordre til at rykke frem og rydde terrænet for fjender mellem vejen til fjendens eksercerplads på fælleden og kysten. Man kendte på dette tidspunkt ikke til Treldeskansen og løbegravene mod vest, som jægernes venstre fløj røg direkte ind i med store tab til følge.

Også højre fløj var standset ved de i forvejen kendte løbegrave, som de relativt hurtigt fik erobret. Rye var ikke selv nået frem. Han havde dog set geværilden begge steder, hvorfor han sendte to kompagnier af 9. Bataillon mod Treldeskovene og to kompagnier under major Krabbe mod venstre for at støtte jægerkorpset. 4. Reservebataillon skulle gå venstre om 9. Bataillon.

Gentagne forsøg på at erobre løbegravene op mod Treldeskansen mislykkedes, og det samme gjorde sig gældende under angreb på selve skansen. Her faldt mange officerer, heriblandt major Krabbe og mange menige soldater.

Rye beordrede nu resterne af første træfning frem mod de fjendtlige hjælpetropper, som var på vej frem mod skansen, og lod 6. og 7. Bataillon om at indtage skansen. Dette skete med hjælp fra general Moltkes 4. Brigade i form af 8. Bataillon, som indtog løbegravene. Treldeskansen og løbegravene blev nu indtaget under store tab.

Efter Ryes ordre var man straks rykket frem mod de fjendtlige hjælpetropper. Her kom de før omtalte fremskudte tropper til hjælp. De fremskudte tropper var nemlig søgt langt frem i retning mod Trelde Næs uden at møde modstand. Herfra angreb de nu de fjendtlige hjælpetropper ind i flanken og truede dermed at omgå fjenden, hvilket fik den til at foretage en tilbagetrækning. Generalmajor Rye orienterede sig nu om placeringen af de Mezas Avantgarde, 1. Lette-Infanteribataillon, og søgte herefter frem.

Klokken var da noget efter 3 om morgenen, og nu rykkede man endelig hurtigt frem mod fjenden, mod Kirstinebjerg, Trelde Næs og Rands Fjord.

Omkring 03.30-04.00 om morgenen var de hårdeste kampe under udfaldet overstået. De danske tropper rykkede frem over hele linjen, mod Rands Fjord og vestover mod Bredstrup i en omgående bevægelse. De slesvig-holstenske tropper var på flugt. Schleppegrell kunne med hjælp fra to kompagnier, udsendt af fæstningskommandant Lunding, nedkæmpe skanse 1 og 2 ved Vejlevej. Her faldt oberstløjtnant Kæsemodel.

Efterhånden faldt de resterende fjendtlige stillinger en efter en, også fjendens store artilleripark ved Hejse Kro. Modstanden var nu blevet langt mere sporadisk fra den flygtende slesvig-holstenske oprørshær.

Omkring middagstid d. 6. juli var alle overgange over Elbodalen sikret af danske tropper, og der blev udsat observationsposter og reserver tæt på dalen.

I bagklogskabens ulideligt klare lys

Retrospektivt set kostede udfaldsporten, og den generelt svære kommunikation i mørket, mange danske soldaters liv. Det faktum, at generalmajor Rye insisterede på at erobre Treldeskansen fremfor at isolere den og rykke videre frem, havde ligeledes kostet mange soldaters liv. Mange enheder måtte skifte leder flere gange, når deres officerer og underofficerer faldt. Det samlede udfald kom derfor til at indeholde uendelig mange heroiske delindsatser fra befalingsmænd og menige, og de var med til at sikre sejren for den danske hær.