Oberst Irminger, oprejsning og forfald

Oberst Irminger oplevede i sine karriere stor succes på de bonede gulve. Han oplevede også uheldige rygter, en genrejsning på slagmarken samt sygdom og forfald.

Johann Heinrich Georg v. Irminger

Johann Irminger blev født i Wilster 2. marts 1798. Som 13-årig blev han kadet og to år senere sekondløjtnant i Dronningens Livregiment. Her fortsatte karrieren, og Irminger blev i 1824 premierløjtnant og 1832 kaptajn.

Irmingers tjenesteiver og duelighed blev bemærket, og særlig Kong Frederik 6. bemærkede hans dygtighed i gymnastik og bajonetfægtning. Irmingers store evner gik heller ikke den efterfølgende Kong Christian 8. forbi, og Irminger blev således kongens adjudant i 1840.

Som adjudant var Irminger medlem af Hærlovs-kommissionen, som førte til en ny hærlov i 1842. I 1846 blev han udnævnt til major.

I 1848 blev Irminger adjudant under Kong Frederik 7., sidenhen kammerherre, major i generalstaben og ved Treårskrigens udbrud stabschef ved Nørrejysk-Fynsk Generalkommando.

Rygterne og fratagelsen

Efter slaget ved Dybbøl 5. juni 1848 kom Irminger til den aktive hær og fik kommandoen over 12. Lette Bataillon, nu som oberstløjtnant. Bataljonen hørte under generalmajor Olaf Ryes Korps, og Rye mente ikke, at Irminger var den rette til at lede denne. Han kunne berette, at det overvejende sønderjyske mandskab var begyndte at gøre mytteri og desertere, og dette forhold kunne Irminger ikke rette op på.

Overgeneral Bülow så sig nu nødsaget til at fratage Irminger kommandoen og satte ham i stedet til at organisere det nye 2. Forstærkningsjægerkorps. Senere gik der rygter om, at Irminger havde manglet mod under slaget ved Kolding, hvilket kom krigsministeren for øre. Nu blev Irminger så rasende, at han forlangte en krigsretslig undersøgelse, hvilket imidlertid blev forhindret af Bülow. Overgeneralen gjorde nu Irminger til chef for 2. Forstærkningsbataillon, der hørte under Fredericia Garnison.

Oprejsningen

Oberstløjtnant Irmingers meritter under Fredericia Fæstnings indeslutning og bombning samt hans udførelse af og ledelse under Miniudfaldet d. 30. juni, gjorde, at han nu fik velfortjent og stor respekt. Herefter var der ikke flere, der talte om manglende evner og mod. Netop derfor faldt valget på Irminger til at overtage 5. Brigade, da generalmajor Rye faldt på slagmarken i Fredericia. Det var næsten en tak for sidst! Irminger førte da også 5. Brigade resten af dette krigsår.

Da krigen atter brød ud i 1850, efter en våbenhvile, var Irminger forfremmet til oberst og kommandør for 6. Brigade. Irminger udmærkede sig igen ved Slaget på Isted Hede d. 25. juli 1850. Herfor modtog han Kommandørkorset.

Sygdom og forfald

Oberst Irminger fik overdraget kommandoen over hærens højre fløj i 1850, som skulle forsvare marsklandene. Dette gik imidlertid ikke efter hensigten. I slutningen af året fik Irminger så kommandoen over 2. Brigade, men han var ikke længere den samme efter efterårets felttog. Irminger var blevet syg og fratrådte kommandoen i 1852. Herefter søgte han sin afsked i december 1853 og drog til Tyskland, hvor han døde i Sachsenberg ganske kort tid efter, 30. januar 1854, 55 år gammel.