Aarhus besættes af preusserne
Mens rygterne svirrer om en russisk flåde på vej til Danmarks hjælp, rykker Prittwitz frem mod Aarhus. Ved middagstid rykker omkring 3000 fjendtlige tropper ind i byen, og danskerne trækker sig nordpå bag Egå Bro.
Vi hørte i går, at Prittwitz med den ene hånd søgte våbenhvile og med den anden hånd rykkede frem. Der havde floreret rygter om, at en russisk flåde var på vej, og at Rusland snart ville komme Danmark til hjælp. Måske var det den preussiske regering, der havde ønsket, at Prittwitz skulle afsøge muligheden for en våbenhvile.
General Prittwitz rykker frem
Denne dag fortsatte det vestlige afsnit af Rigstropperne mod nord.
Fjenden fortsatte således efter gårsdagens stop videre frem over Framlev og Borum til Foldby og Norring, nordvest for Aarhus. Her gik de i kantonnement og udsatte forposter.
Den bajerske brigade samlede sig om formiddagen syd for Jeksen og fulgte efter til Borum, og det kurhessiske detachement besatte området ved Skanderborg med forposter langs Illerup Å.
Ligeledes rykkede 2. Preussiske Brigade nu frem i fjendens centrale afsnit.
Således kunne man fra Viby allerede om formiddagen se fjenden nærme sig Aarhus. Danskerne trak sig herefter tilbage til udkanten af Risskov, og ved middagstid rykkede omkring 3000 fjendtlige tropper ind i Aarhus. Herfra sendtes fjendtlige jægere i en kæde videre mod nord, hvorefter danskerne trak sig videre tilbage bag Egå Bro.
Da fjenden havde vist sig nord for byen, var denne blevet beskudt fra Aarhus Bugten med to kanonbåde og dampskibet Hertha. Dette havde foranlediget, at der blev afsendt en parlamentair til chefen på Hertha. Her bekendtgjorde fjendens general Hirschfeldt, at såfremt man beskød preusserne i deres fremfærd, ville man køre et batteri op ved havnen og beskyde bådene og muligvis også skyde Aarhus i brand.
Beskød man preusserne i deres fremfærd, ville man køre et batteri op ved havnen, beskyde bådene og muligvis også skyde Aarhus i brand.
Da dette efterfølgende blev forelagt generalmajor Rye, præciserede han, at hvis fjenden viste sig nord for byen, skulle denne beskydes. Punktum!
De danske forposter stod på en omtrent N-S-linje fra nord for Trige over Lisbjerg til Skejby og herfra mod øst til Vejlby med de nu fordrevne infanterister fra Aarhus stående omkring Egå.
Det Særlige Korps
Denne dag benyttede generalmajor Rye igen det særlige korps til en specialmission. Korpset besatte alle overgangene over Skjern-Lønborg Å, og herfra skulle der nu fremsendes patruljer.
Prittwitz fortsætter, og nyt fra Vestjylland
I morgen fortsætter Prittwitz sin fremrykning. Vi skal også høre mere fra Det Særlige Korps og dets mission vestpå.
Litteratur
- Beck, C., 1863: Generalmajor Olaf Ryes tilbagetog gjennem Nörrejylland 1849.
- Generalstaben, 1877: Den dansk-tydske krig i Aarene 1848-50. 2. del. Krigen i 1849, 3-4.
- Rist, P. Fr., 1899: Olaf Ryes saga. Optegnelser, dagbøger og breve.