Generalmajor Anton Carl Frederik Moltke

Inden udfaldet fra Fredericia d. 6. juli mangler vi at præsentere endnu en hærfører, nemlig den særdeles drevne generalmajor Moltke.

En ukuelig officer

Anton Carl Frederik Moltke blev født den 8. maj 1784, som søn af general Adam Ludvig Moltke. Som søn af en general var karrieren nærmest givet på forhånd, og militæret blev da også Carl Frederik Moltkes levevej.

Moltke blev allerede som 5-årig indskrevet som fænrik à la suite ved faderens regiment, 3. Jydske Infanteriregiment, og i en alder af 10 blev han tillagt grad af sekondløjtnant.

Han var blot 12 år, da han flyttede hjemmefra for at komme »i kost« hos generalmajor Hoffner, som underviste ham i militærkundskab. I 1800 blev Moltke efter en fortrinlig bestået artillerieksamen udnævnt til sekondløjtnant i infanteriet.

Moltke deltog i englandskrigene fra 1801 og frem til dens afslutning, og flere gange var han involveret i hårde kampe.

Som major ved 3. Jydske Infanteriregiment 1814-15 kom Moltke, som Schleppegrell, med i Auixillærkorpset, der blev sendt mod Frankrig. Regimentet kom dog ikke længere end til Rhinen, hvor det fik ordre på at marchere tilbage til Aalborg.

I 1816 fik Moltke garnison i København.

Herefter blev Moltke udnævnt til kammerherre i 1824, og i 1826 til oberstløjtnant. I 1833 blev han forfremmet til oberst, og i 1834 blev han chef for 3. Jydske Infanteriregiment. Han modtog Ridderkorset i 1834 og blev dannebrogsmand i 1840.

I 1842 blev Molte udnævnt til generalmajor og chef for 3. Infanteribrigade. Han modtog Kommandørkorset af Dannebrog i 1845.

Treårskrigen

I Treårskrigens begyndelse blev generalmajor Moltke ikke anvendt i felten, da han var blevet noget ældet og tilmed tunghør. Imidlertid fejlede hans åndsevner ikke noget.

I 1848 fik Moltke til opgave at skabe en folkevæbning i Nørrejylland. Folkevæbningen nåede dog ikke at blive organiseret og måtte opgives. I maj tog han til København for at få instruktion af krigsministeren. Her bad Moltke om at måtte indtræde i den aktive hær, da dette var et brændende ønske for ham.

Moltkes ønske blev opfyldt, da han sidst i juni fik den ønskede brigade, i første omgang 5. og senere 4. Brigade. Han blev herefter med brigaden i Jylland indtil marts 1848, hvor den afgik til Als. Senere fulgte Moltke med Schleppegrell over til Fyn.

I april 1849, efter våbenhvilens ophør, blev brigaden sejlet fra Strib til Fredericia, hvor den kom på forpost på egnen ved Gudsø indtil den, sammen med Schleppegrells 3. Brigade, fik ordre til at angribe Kolding.

Moltke angreb med sin 4. brigade byen fra nord og førte selv to kompagnier af 11. Liniebataillon. Moltke deltog ligeledes i de efterfølgende kampe under tilbagetrækningen mod Fredericia Fæstning.

Den 8. maj afgik brigaden til Fyn for først at vende tilbage for at deltage i Slaget ved Fredericia d. 6. juli.

Efter Fredericia lå Moltke en tid på forpost ved Stoustrup og drog derpå tilbage til Fyn. Her opløstes brigaden under krigens anden våbenhvile, og Moltke blev nu inspektør over infanteriet i Jylland.

I december 1849 blev Moltke igen kommanderende general over Jylland. Den 1. juli 1850 fik han så kommandoen over 1. Armédivision, som han deltog med i slaget ved Isted, hvor han åbnede kampene. For sine bedrifter på Isted Hede modtog Moltke ordener fra både Norge, Sverige og Rusland.

Ved opløsningen af Den Aktive Armé i februar 1851, da krigen var slut, udnævntes Moltke for tredje gang til kommanderende general over Nørrejylland og desuden over Fyn. Da Fyns generalkommando blev nedlagt. 9. februar 1851, blev han udnævnt til generalløjtnant. Moltke var da 67 år.