Presset stiger på general Bonin

I fæstningsbyen var der stadigvæk dagligt kortere og længere artillerikampe. Artillerikampene, set fra oprørshærens side, gik ud på at ramme landingsbroerne og sejladsen på Lillebælt, danskernes livsnerve mellem fæstningsbyen og Fyn.

Tiden går for en utålmodig oprørsgeneral

General Bonin havde tidligere undersøgt muligheden for at anlægge et batteri i området foran slugten ved Egumvejen, hvor der nu fandtes løbegrave. Stedet havde imidlertid vist sig uegnet på grund af terrænets beskaffenhed. Desuden havde man indset, at der herfra alligevel var for langt at kaste og skyde til effektivt at kunne beherske bæltet og beskyde den østre landingsbro.

Efter dage med fortsatte rekognosceringer i terrænet blev det nu endelig besluttet at anlægge batterier nær stranden ud mod Lillebælt, nord for fæstningen (den røde cirkel på figur 1).

Herfra kunne general Bonin beherske Lillebælt, beskyde overfarten samt beskyde den østlige landingsbro ved kastellet.

Ved rekognosceringen den 18. juni besluttede man at anlægge to batterier (VII og VIII) samt to lukkede redouter (5 og 6) for infanteri til beskyttelse af batterierne samt etablere foranliggende løbegrave. Endelig skulle opføres yderligere to batterier (IX og X) til stillingens beskyttelse mod angreb fra bæltet (figur 2).

Det samlede forsvar af batterierne, inklusiv den mindre hyttelejr på Eksercerpladsen, den store hyttelejr ved Kirstinebjerg samt gårde med reserver og kantonnements i Egeskov, var på omkring en fjendtlig brigade (omkring 5000 mand). Der var altså tale om en alvorlig trussel mod fæstningen.

Hyttelejrene, der skulle opføres som det første, stod først klar omkring den 26.-27. juni. Det våde, kolde og blæsende junivejr var skyld i mange forsinkelser. Først herefter kastede man sig over arbejdet på redouter, løbegrave og batterier, som således først blev etableret i de allersidste dage af juni måned.

Bonin ændrer taktik

General Bonin havde dermed ændret taktik. Han havde tidligere ikke ønsket at sprede sine tropper. Nu blev han imidlertid mindre forsigtig med den nye plan, og det var han selvfølgelig helt bevidst om. Bonin vidste dog, at han med strandbatterierne og tropperne hér kunne holde øje med en evt. øget skibstrafik og ophobning af tropper i fæstningen. Han kunne med den nye placering af batterier ved kysten besværliggøre, ja, nærmest umuliggøre en stor overførsel af tropper fra Fyn til Fredericia, da transportbådene med tropper og materiel nu kunne rammes på vandet og ved landingsbroen.

Forholdt danskerne sig som hidtil i ro, kunne Bonin efterfølgende afvente fæstningens fald.

General Bonin havde med sit valg af strandbatterier samtidig efterladt en åben korridor på omkring 1,2 km. nord for fæstningen (grøn linje på figur 1) mellem Egumvejens stillinger og de endnu kun projekterede strandbatterier. Bonin vidste, at den åbne korridor kunne udgøre en stor fare ved et angreb fra fæstningen. Han var imidlertid overbevist om, at stillingerne i så fald kunne holde stand, indtil forstærkningen nåede frem fra den store hyttelejr i udkanten af Kirstineberg Skov. Fra hyttelejren var der ca. 2 km. hen til stillingerne (rød pil).

Fæstningskommandanten

Fæstningskommandant Lunding var naturligvis klar over den store fare ved fjendens udvidelser ud mod Lillebælt så tæt på en undsætning af fæstningen. Fjendens rekognosceringer og opmålinger var nemlig ikke gået ubemærket hen. De kunne ses fra både Kongens Bastion og Danmarks Bastion og havde da også modtaget et par »hilsner« fra de to bastioner.

Lunding havde i korrespondancer med overgeneral Bülow talt for, at undsætningen skulle komme snarest, inden det var for sent. Da fjenden begyndte etableringen af kyststillingerne, måtte der derfor handles hurtigt, og det gjorde kommandanten. Det kommer vi til under Miniudfaldet d. 30. juni.