Christian Julius de Meza, en formidabel og frygtløs hærfører

Generalmajor · hærføreren bag udfaldet

Christian Julius de Meza

1792 · 16. september 1865

Excentrikeren, der blev gjort til hypokonder af eftertiden, men som først og fremmest var en højt begavet militærstrateg og en frygtløs hærfører.

Vel var de Meza en excentriker, men han var først og fremmest højt begavet, en fremragende militærstrateg og frygtløs hærfører. Sidstnævnte ser vi under Slaget ved Fredericia d. 6. juli 1849, hvor de Meza blev udødeliggjort for sin indsats på slagmarken.

En tidlig militærkarriere

I en alder af blot syv år kom de Meza på den fynske kostskole Bernstorffsminde. Herefter blev han som 12-årig optaget på Det Kongelige Artillerikadetinstitut. Han blev herefter kadet i 1804 og kom som 15-årig i aktiv krigstjeneste i 1807 under englandskrigene. I 1810 blev han videre udnævnt til sekondløjtnant og i 1821 til kaptajn.

Baggrunden for at de Meza i en lang årrække ikke var steget yderligere i graderne må tilskrives bevidst forbigåelse. Forbigåelsen skyldes sandsynligvis, at de Meza »kun« kom fra en lægefamilie og ikke fra ikke officersfamilie. Hans excentriske facon har måske heller ikke skabte et vindende væsen.

I 1842 blev de Meza imidlertid udnævnt til major, men herefter måtte han igen se sig forbigået af yngre officerer. Således fik de Meza nok af forskelsbehandlingen og ansøgte kongen om afsked med pension. Denne ansøgning blev (heldigvis) afslået.

I 1848 blev de Meza i en alder af 56 år først udnævnt til oberstløjtnant og senere samme år til oberst. De Meza udmærkede sig i det første krigsår under kampene ved Bov, Nybøl og Dybbøl, hvor han viste sig at være en fremragende hærfører. Han avancerede i 1849 til generalmajor og blev chef for 6. Infanteribrigade.

Fra Treårskrigen til 1864

De Meza overlevede Treårskrigen og blev i 1851 inspektør for artilleriet. I perioden 1858 til 1863 var han chef for 2. Generalkommando som omfattende Fyn, Jylland og Slesvig og med hovedkvarter i Flensborg. Samtidig var han kommissionsformand for Rigets Befæstningsvæsen med hovedvægt på Dannevirkestillingen, Fredericia og Dybbøl.

I 1863 blev de Meza udnævnt til overgeneral. På dette tidspunkt var han efterhånden blevet en ældre herre på 72 år.

Krigen i 1864 stod for døren, og her er det vigtigt at erindre, at de store hærførere fra Treårskrigen enten var afgået ved døden (Bülow, Rye, Schleppegrell, Molte, Irminger, Læssøe m.fl.) eller for længst gået på pension.

Tilbage stod denne gamle og for længst pensionsmodne excentriker som dog stadigvæk nød stor anerkendelse i hæren og hos befolkningen for sine meritter under Treårskrigen.

Dannevirke og den svære beslutning

De Meza udviste stadigvæk beslutsomhed og viljestyrke under krigen i 1864. Det viste han i særdeleshed også politikerne i København ved ikke at honorere et politisk, ufravigeligt krav om at holde stand ved Dannevirke.

De Meza opgav dermed Dannevirkestillingen for ikke at opleve den danske hær blive slagtet. Hans generaler var enige i beslutningen, men det var de Meza alene, der blev den store syndebuk og blev afskediget.

Eftertiden har imidlertid rådet bod på det samtiden ikke gjorde, nemlig at indse, at de Mezas handling var det helt rigtige at gøre i situationen.

Denne oprejsning oplevede han ikke selv. General de Meza døde det følgende år som en bitter mand, 16. september 1865. Han ligger begravet på Garnisonskirkegården i København, ikke langt fra generalmajor Olaf Rye.

Taknemmelig i Fredericia

I Fredericia vil vi altid være taknemmelige for generalmajor de Mezas indsats under Slaget ved Fredericia den 6. juli 1849, hvor han som den første red ud på slagmarken med avantgarden og her blev udødeliggjort som en formidabel og frygtløs hærfører.