Flankekorpset på Als og overgeneral Bülows store plan

Flankekorpset på Als

De Tyske Rigstropper stod i Sundeved med en division under general Wynecken samt en division under Prins Ernst af Sachsen. Den 26. april afmarcherede imidlertid en bajersk brigade nordpå og få dage senere en kurhessisk brigade for at understøtte Prittwitz i fremrykningen mod Ryes Korps. Som erstatning herfor tilførtes Reservedivisionen under general Bauer.

Generalmajor de Meza havde overtaget kommandoen over flankekorpset på Als i april 1849.

Hele kysten fra Sønderborg til Arnkilsøre var nu spækket med kystbatterier og udgravninger til skyts, således 62 svære kanoner og 8 morterer. Hertil blev farvandet bevogtet af Øst-eskadrens dampskibe og kanonbåde samt af en afdeling af Transportflåden i Hørup Hav.

Da flankekorpset trak sig tilbage til Als, havde det samtidig givet afkald på Dybbølstillingen.

Situationen var låst, da fjenden ikke kunne erobre Als, som springbræt til at komme videre til Fyn, uden at det ville koste store tab. Omvendt sad fjenden tungt i Sundeved og på Dybbølstillingen som nu nærmest ville være selvmord at angribe for flankekorpset.

Imidlertid var ordren hos begge parter da også, at man indtil videre skulle forholde sig passiv.

Den omtalte passivitet gav da også en del uberettiget kritik af både general Wynecken og general de Meza i pressen. Kritikken kom også fra soldater som var af den holdning, at der burde handles. Men, begge generaler parerede jo blot ordre. De Meza vidste også, at hvis hans kystbatterier åbnede ild, kunne det let betyde en sønderbombning af Sønderborg, uden at han ville kunne stille noget op imod det. Han oplevede nemlig to gange, at fjenden hurtigt rettede skytset mod Sønderborg, hvis danskerne forsøgte sig på noget.

Derfor kom det også kun relativt sjældent til kampe, således 7. maj, 6. juni, 15. juni og 25. juni. Kampene kostede 13 soldater livet samt en del sårede.

Bülows plan tager form

Overgeneral Bülows plan gik ud på, at hæren skulle foretage et udfald fra Fredericia Fæstning mod den Slesvig-holstenske oprørshær, der lige nu bombede byen og truede med at kappe dets livsnerve til Fyn. Det var umiddelbart Bülows tanke, at der skulle frigives 5000 mand fra Ryes Korps og ligeledes 5000 mand fra flankekorpset på Als.

Overgeneral Bülow havde luftet planen for Krigsministeren (C.F. Hansen) midt i maj. Krigsministeren kunne godt se idéen med planen og med en evt. landsætning henholdsvis nord og syd for fæstningen. Først måtte Bülow dog rådspørge sig hos de Meza på Als.

Det var naturligvis ikke med Bülows gode vilje, at de Meza skulle spørges til råds, og de Meza svarede da også, at han ville fraråde en så omfattende reduktion af styrken på Als.

De Meza tilføjede desuden, at han stadigvæk ikke havde opgivet offensive handlinger fra Als, hvilket Bülow var helt uenig i.

Desuden forholdt Bülow sig til Fæstningskommandant Lundings fine skrivelse omkring det snarlige, formodede angreb på fæstningen. Derfor mente Bülow også, at der burde handles hurtigt.

Krigsministeren havde her en bekymring for, at Prittwitz ikke var trukket langt nok mod nord og dermed kunne nå general Bonin til undsætning i Fredericia. Han delte heller ikke samme bekymring om, at et slesvig-holstensk angreb var nært forestående.

Hvorom alt er, gav Krigsministeren nu ordre til, at de Meza skulle frigive en brigade og et batteri til den ene landsætning, som ministeren stadigvæk mente, var det rigtige at foretage.

På et møde 8. juni i Assens nåede de to generaler (Bülow og de Meza) til enighed, dvs. de Meza bøjede sig for frigivelsen af tropper fra Als. De Meza så for sig, at han og general Rye skulle landsættes på Trelde Næs samtidig med et frontalt udfald mod fjenden fra fæstningen.

Bülows plan indeholdt imidlertid ikke de to foreslåede landsætninger ved Trelde Næs og Snoghøj. Forhandlingerne med Krigsministeren fortsatte ind til sidstnævnte d. 18. juni opgav tanken om landsætningerne og nu gav overgeneral Bülow frie hænder til egne dispositioner.