Grundloven underskrives i København til lyden af bomber i Fredericia

Året 1848

Danmarks Riges Grundlov blev forfattet af Ditlev Gothard Monrad, som med rette kaldes grundlovens fader, og til dels af Orla Lehmann, begge nationalliberale politikere.

Valget til den grundlovgivende rigsforsamling, altså de der skulle arbejde på at forfatte en grundlov, blev udstedt 5. juli 1848, kort efter krigens begyndelse, og blev afholdt 5. oktober under våbenhvilen.

De 114 nye folkevalgte mødte 23. oktober op på Christiansborg. Herudover var der 38 medlemmer, som var udpeget af ministeriet og dermed kongevalgt samt en person fra Færøerne og fem fra Island, i alt 158 personer.

Den 24. oktober fremlagde regeringen et grundlovsudkast væsentligst udarbejdet af Monrad og Lehmann, som den grundlovgivende forsamling nu skulle behandle.

Der blev kæmpet bravt politikerne imellem, både modstandere og tilhængere imellem, udadtil og indadtil, fra Venstre over et henholdsvis broget Centrum til Højre.

Martsministeriet af 1848, der jo på papiret havde udløst borgerkrigen, blev i øvrigt afskediget af kongen på grund af uenighed om Slesvigs tilhørsforhold. Det afløstes i stedet af det såkaldte Novemberministeriet som blev udnævnt 18. november 1848. Det var således Novemberministeriet der vedtog grundloven og efterfølgende udstod treårskrigen.

Der blev nu nedsat en Grundlovskomité, som valgtes 21. december. Komitéen bestod af 17 personer med repræsentanter fra de tre grupperinger og forvandledes hér hurtigt til en venstre mod højre kamp.

Året 1849

Den skæbnesvangre 5. april med tabet af linjeskibet Christian d. 8. og fregatten Gefion ved Egernførde var en katastrofe. Antallet af døde, sårede og tilfangetagne var næsten ubegribelig (sammenlagt over 1100 personer). Som følge heraf blev der foretaget en tilbagetrækning af de danske tropper fra Slesvig, som ellers havde momentum, hvilket gjorde katastrofen total. Der skulle naturligvis findes en syndebuk, og det kostede da også efterfølgende overgeneral Krogh jobbet som hærens øverstkommanderende.

Hændelsen lammede ikke mindst Grundlovskomitéens arbejde og truede med helt at opløse det med udsigt til en besættelse af Jylland, igen! Den jyske delegation var naturligvis bekymret for deres fravær fra hjemmet, familien og deres besiddelser.

Fjendens overskridelse af kongerigets grænse skete, som vi ved, kort efter med tabet af Kolding og en opsplitning af den danske hær i tre selvstændige enheder.

Den 7. maj, da oprørshæren stod foran fæstningsbyen, udkæmpedes samtidig det endelige slag i Rigsdagen om grundlovsudkastet. Spørgsmål om valgret og valgbarhed i folketing og landsting var stridspunkter. Man skal nemlig ikke glemme, at Rigsforsamlingen også afspejlede en klasse- og værdikamp, hvor byens borgerskab, gejstligheden, godsejerne og bønderne kæmpede for hver deres.

Den 25. maj blev Grundloven nu vedtaget med stor tilslutning (119 imod 4), og den 3. juni fremlagde Konseilspræsident A.W. Moltke loven for kongen.

Kl. 11., den 5. juni 1849, underskrev Kong Frederik 7. Junigrundloven i Statsrådet på Christiansborg, hvorefter han meddelte dette på et møde i Rigsforsamlingen.

Netop på denne festdag i København faldt der 270 granater og kanonkugler i Fredericia. Her var der omvendt ikke meget at glæde sig over.

Grundloven og krigen

Danmarks Riges Grundlov blev til i en yderst farlig situation midt under en borgerkrig. Det var en krig Det Danske Kongerige så ud til at ville tabe. Enevælden var med ét hug afskaffet til fordel for et konstitutionelt monarki og en mere demokratisk styreform og forfatning.

Den nyudnævnte konge, Frederik 7., havde i 1848 erklæret sig som konstitutionel konge og afgivet magten til en hurtigt sammensat regering. Kongen havde dermed sendt landet ud i en periode på knap 1½ år uden reel styreform.

Grundlovens tilblivelse og den nye styreform fik altså en hård start med to slesvigske krige. Det var da også først under endnu en krig, nemlig 1. Verdenskrig, at grundloven i 1915 fik et mere demokratisk udseende.