Krig og Grundlovskomité

I dag er en rekapitulation af hændelserne, der førte til en borgerkrig mellem Kongeriget Danmark og Hertugdømmerne samt optakt til den forestående fejring af 177-året for Danmarks Riges Grundlov d. 5. juni 1849. Det er nemlig vigtigt at forstå, at Grundloven blev til under en krig, selvom udfærdigelsen blev udarbejdet i et fredeligt København, hvortil krigshandlingerne aldrig nåede. I den Grundlovskomité, der var blevet nedsat i december 1848, sad også medlemmer fra Jylland. De havde altså hjem og jordbesiddelser, der nu blev truet af genoptagelsen af krigen i april 1849, og dette var tæt på at sætte arbejdet i stå.

Vi kom i denne følgeton ind i krigen d. 23. april 1849 med Slaget om Kolding og fjendens overskridelse af kongerigets grænse ved Kongeåen. Allerede her opstod reelt en tredeling af den danske hær med omtrent halvdelen af hæren på Als, og af den anden halvdel, 2/3 dele som reserve på Fyn inkl. fæstningstropperne i Fredericia og endelig den sidste 1/3 del under tilbagetrækning op i Østjylland med Ryes Korps.

Vi spoler tiden tilbage til januar 1848

Den siddende regering og den af 20. januar nyudnævnte kong Frederik 7. var under pres. Krav om demokratiske styreformer havde sendt mange steder i Europa ud i mere eller mindre blodige revolutioner.

For Danmarks vedkommende spredte de revolutionære tanker sig hurtigt nordpå til Hertugdømmerne. De krævede en fri forfatning og hertugdømmerne Slesvig og Holstens samlede/udelte indlemmelse i Det Tyske Forbund, dog med Slesvig i personalunion med Danmark (altså med den danske konge som regent).

Den siddende regering var for Helstatstanken, altså et status quo! I opposition stod de nationalliberale med Orla Lehmann som talerør. Med de demokratiske strømninger der blæste i Europa, havde de nationalliberale netop nu vind i sejlene i forhold til at kræve mere demokrati og for Danmarks vedkommende et opgør med kongens enevælde, samt en i 1842 formuleret Ejderen-politik.

Marts 1848 · borgerkrigen bliver en realitet

Den 18. marts i 1848 afholdt de slesvigske og holstenske medlemmer af stænderforsamlingerne et møde i Rendsburg. Det blev her besluttet at sende en delegation til kongen i København med krav om fri forfatning, altså et samlet Slesvig og Holsten udskilt fra det danske kongerige.

De Nationalliberale udnyttede efterretningerne om dette møde til at kalde det for et oprør i Hertugdømmerne. Hertugdømmernes deputation nåede frem til København den 22. marts med dampskibet Skirner.

Samme dag satte man A.W. Moltke i spidsen for Martsministeriet, som bestod af en halvdel fra det gamle politiske system og en anden halvdel bestående af Nationalliberale. Kongen erklærede sig nu som konstitutionel konge og afgav dermed magten til den nye regering. Enevælden var slut! Det skal i parentes nævnes, at enevældens indførelse i 1660 skete under kong Frederik 3., Fredericias grundlægger.

Den 23. marts nåede nyheden til Rendsburg. Her blev der nu dannet en provisorisk oprørsregering, der hævdede at handle på den tilfangetagne hertugs (kongen) vegne.

Den følgende dag, 24. marts, overrumplede Prins Frederik Emil August af Nør garnisonen i Rendsburg. Han havde tidligere haft generalkommandoen i Hertugdømmerne og blev nu foreløbig krigsminister i den nye slesvig-holstenske oprørsregering.

Midt under denne borgerkrig som ret hurtig viste sig ikke at gå kongerigets vej, var det sin sag, på samme tid at skulle lave demokratiske reformer og gennemføre grundlovsarbejdet.