I samarbejde med Museum Fredericia
Artikel 40 · En historisk serie i samarbejde med Museum Fredericia

Prittwitz trækker fronterne op · og halvgale Marie Cecilie

General Prittwitz lader en større rekognosceringskommando rykke frem i tre kolonner mod Ryes Korps, og det varsler det vi bedst kender som Rytterfægtningen ved Aarhus. I fæstningsbyen møder vi den halvgale Marie Cecilie, der løb syngende fra afdeling til afdeling i kugleregnen.

Ryes Korps

Denne dag befalede general Prittwitz, at den preussiske division skulle rykke én bataillon og to eskadroner til Viby. Herfra skulle der dagligt sendes afdelinger frem mod Ryes Korps for at forhindre ham i at bevare sine forposter syd for Viby. Desuden sendte han fire kompagnier og en halv eskadron frem mod Framlev for at sikre sig mod danske styrker her.

Med henblik på at sikre sig, at ordren kunne udføres, lod Prittwitz en større rekognosceringskommando rykke frem i tre kolonner, således fem kompagnier og tre eskadroner fra Fulden over Skåde, en bataillon og to eskadroner fra Mårslet over Viby, fem kompagnier, en eskadron og et 6punds batteri over Tranbjerg og Viby efterfulgt af en reserve.

Rekognosceringskommando · tre kolonner

Prittwitz' fremrykning mod Ryes Korps

1. kolonne
Fulden · Skåde
5 kompagnier
3 eskadroner
2. kolonne
Mårslet · Viby
1 bataillon
2 eskadroner
3. kolonne
Tranbjerg · Viby
5 kompagnier
1 eskadron
1 6-punds batteri
Efterfulgt af en reserve.

Der var således tale om en markant fjendtlig fremrykning, og det skyldtes naturligvis efterretninger om, at Rye dagen forinden netop havde forstærket forposterne.

Denne fremrykning måtte i sagens natur slå gnister, og det gjorde den da også den følgende dag, i det vi bedst kender som Rytterfægtningen ved Aarhus.

Fæstningsbyen

I fæstningsbyen summede det af soldater og civile i vigør.

Forleden dag blev Bum-Bum-Zacharias fremhævet som en sandsynligvis sandfærdig, aparte og fordrukken artillerisergent i fæstningsbyen. Lad os derfor også i ligestillingens navn nævne en original kvindelig civilist.

Originalen i fæstningsbyen · 1849

Marie Cecilie hed hun!

Gammel, ugift og halvgal · soldaternes egen sangerinde

Hun var allermest en eksistens, som soldaterne havde medlidenhed med. Hun var gammel, ugift og halvgal. Hun tjente nu og da en skilling ved at handle med soldaterne eller synge viser for dem, og hun havde selv lavet de primitive og naive tekster.

Hun forsøgte at brygge sange sammen, som skulle sætte humør i soldaterne og opildne dem til at gøre deres pligt. Selv i kugleregnen holdt hun stand og løb syngende og gestikulerende fra afdeling til afdeling, og en skytsengel holdt tydeligvis hånden over hende, for hun blev aldrig ramt af fjendens kugler.

Bombardement af gade med ruiner, røg, springende granater og død hest
Man kan kun forestille sig, hvordan den halvgale Marie Cecilie har løbet fornøjet rundt i bomberegnen for at synge for soldaterne og opildne dem Kilde: Holst, F. & Larsen, A., 1888: Felttogene i vore første frihedsaar.
I morgen · Dag 41 · søndag d. 31. maj

Rytterfægtningen ved Aarhus

I morgen skal vi høre om Rytterfægtningen ved Aarhus.

Litteratur

  • Beck, C., 1863: Generalmajor Olaf Ryes tilbagetog gjennem Nörrejylland 1849.
  • Bremerholm, A., 1911: Erindringer fra Fredericias belejring i 1849.
  • Generalstaben, 1877: Den dansk-tydske krig i Aarene 1848-50. 2. del. Krigen i 1849, 3-4.
  • Rist, P. FR., 1899: Olaf Ryes saga. Optegnelser, dagbøger og breve.