Hurra for Fibigers støbejernskanoner

Ryes Korps

Denne dag viste fjenden sig med fem kompagnier og tre eskadroner tæt på Aarhus. Den danske halve eskadron måtte herefter trække sig. Fjenden rykkede hurtigt ind i byen og trak sig først, da en dansk kavaleristyrke kom til undsætning. Herefter kunne den halve eskadron igen indtage forpoststillingen i og syd for Aarhus.

Denne følgende nat besluttede Rye at forstærke forposteringen syd for Aarhus med to kompagnier af 7. Liniebataillon, en eskadron af 6. Dragonregiment og to kanoner af 6. Batteri Haxthausen. Rye kunne således ikke acceptere, at byen kunne indtages af en så lille fjendtlig styrke.

Fæstningsbyen

Denne formiddag skød fæstningen mod fjendtligt forskansningsarbejde ved blokhusbatteriet i Hannerup. Slesvig-holstenerne svarede denne dag igen med omkring 50 granatkast ind i fæstningsbyen, dog uden at gøre nævneværdig skade.

I disse dage ankom ligeledes en del skyts fra København, således 10 stk. 84-pund granatkanoner, 10 stk. 24-pund kuglekanoner samt fem 100-pund og fem 50-pund mortérer og endelig fem 15-tommer stenmortérer, alt sammen med tilhørende affutager og ammunition.

Artilleriet og Fibigers System

I Danmark havde man siden 1756 støbt feltkanoner i bronze på Frederiksværk. Som feltkanon var bronzerørene meget tunge. Men nu skete der noget banebrydende!

Før treårskrigen havde Danmark taget et moderne skytssystem i brug. Det nye skyts blev skabt af artillerilærer J.S. Fibiger. Systemet kaldes System 1834 eller Fibigers System og omfattede alle typer artilleri. Dette system blev produceret i støbejern, og støbejernskanonerne var meget lettere end de tidligere anvendte feltkanoner i bronze. Således opnåede man nu i felten en større bevægelighed og hastighed. Systemet markerede både højdepunktet og afslutningen for det glatløbede forladeskyts.

Ammunitionen til kanonerne kender vi allerede fra beretningerne om fjendens bombninger af Fredericia. Fuldkuglerne kunne lægge et hus i ruiner. De frygtede granater fra de store mortérer med et hulrum til krudt samt et isat brandrør, bestemt til at skulle eksplodere over et bestemt mål, dræbte både mennesker og dyr og forsagede stor materiel ødelæggelse på eksempelvis huse og kanonstillinger.

Endelig var der kardæsken. Kardæsken bestod af en cylinderformet jernblikbeholder, der var fyldt med støbejernkugler og andet godt som var beregnet til med sine spredehagl at dræbe så mange soldater (og heste) som muligt.

Eksempelvis stod der på Prinsessens Bastion, som i dag, også 3-punds feltkanoner i bronze af det gamle skytssystem, Karl Af Hessen system 1766. Selvom kanonen var forældet ved treårskrigens udbrud i 1848, indgik der alligevel 58 stk. i fæstningens bestykning i 1849. Disse skulle netop anvendes til nærforsvar med kardæsk til forsvar af nabobastionerne og portåbningerne.

Et feltbatteri, altså et hestetrukket batteri ude i felten, bestod af otte kanoner, hvoraf der var seks kuglekanoner og to granatkanoner. Feltbatteriet var inddelt i to halvbatterier eller fire delinger med hver to kanoner.

Til et feltbatteri hørte 269 mand, 30 køretøjer og 245 heste. Et batteri var således meget mere end blot en hestetrukken feltkanon, som man kunne stoppe op for at affyre. Batteriet var en enhed, en lille krigsmaskine i sig selv.