General Bonin og general Prittwitz er blevet utålmodige

Tilbagetrækningen med Ryes Korps

General Prittwitz havde nu fremrykket sit hovedkvarter til Horsens og trukket næsten hele sin styrke nordpå. Den bajerske Brigade var rykket frem i terrænet mod Skanderborgstillingen. Han havde nu planlagt et stort frontalt angreb på stillingen med sin talmæssigt overlegne styrke, og samtidigt ville han sende sidepatruljer ud i flankerne til sikring af disse. Angrebet skulle foretages den 23. maj.

Den fjendtlige styrke var på dette tidspunkt 22.000 mand med 52 kanoner og ½ raketbatteri, som Ryes Korps skulle forsvare sig imod med fem batailloner, 12 eskadroner, to batterier og fire espingoler samt 58 ingeniører, i alt 7260 mand.

Generalmajor Olaf Rye var fra efterretninger klar over, at preusserne planlagde et storstilet angreb, som han mente ville komme i korpsets front og på dets flanker ved Skanderborgstillingen. Rye forberedte sig nu på en videre retræte mod Aarhus, som i dagene før allerede var rekognosceret og planlagt.

Fæstningsbyen

Om aftenen d. 20. påbegyndte fjenden opbygningen af det tidligere omtalte blokhusbatteri på højderne i Hannerup. Det lå blot 627 meter vest for danskernes blokhus ved stranden og med udsigt over hele Møllebugten. Batteriet blev gravet 90 cm ned i jorden, og den overskydende jord blev anvendt til et brystværn beklædt med skansekurve og faskiner, samt udgravet skydeskår. Et stykke bag batteriet blev opført to krudtmagasiner.

Opførelsen af batteriet var et særdeles anstrengende arbejde for pionererne og 250 mand infanteri, da jorden var meget leret, og arbejdet fortsatte derfor også denne dag. Man må have undret sig over, at fæstningskommandant Lunding ikke forsøgte at stoppe etableringen af et batteri på denne strategisk vigtige position.

Fæstningskommandant Lunding ville egentlig også gerne have foretaget et udfald mod anlæggelsen af batteriet denne nat, men han blev overtalt til at afvente, da et angreb kunne koste for mange soldater livet. Lunding var imidlertid godt klar over, at batteriet skulle bruges mod Blokhuset, hvorved opstemningen af Ullerup Bæk og dermed oversvømmelsen foran fæstningen kunne være i fare. Ikke mindst ville fjenden ved en erobring af Blokhuset beherske Møllebugten og den sydlige landingsbro.

Omkring midnat var pionererne nået så langt, at de fik anlagt briske (træunderlag til kanonaffutager) i Blokhusbatteriet og efterfølgende fik batteriet monteret med kanoner.

Nu var denne del af general Bonins plan klar til udførelse den følgende morgen, nemlig erobringen og demoleringen af, man fristes til at sige, Fæstningskommandant Lundings Blokhus.

Den store oversvømmelse af fæstningens vestfront var afhængig af opstemningen af Ullerup Bæk, som igen var afhængig af Blokhuset til opstemningens forsvar. Dette projekt var nemlig Lundings idé, udførelse og hjertebarn.

Blokhuset var bygget af 10 tommer tykke bjælker med dobbelt bjælkelag ud mod fjenden. Det var hævet over jorden, og taget havde et tykt sandlag. Det var desuden forsynet med trappe på 6-8 trin, der førte op til en bjælkedør. De indvendige mål var ca. 6×6 meter med 2,5 meter til loftet. Det var også forsynet med drikkevand og en tønde med patroner. Langs med væggene fandtes tømmerstokke, som vagten kunne sidde på.

Blokhuset blev blandt flere øgenavne blandt andet kaldt Lundings Lyst, hvilket var en sarkastisk hentydning til et sted, hvor ingen infanterister ønskede at være på vagt. På trods af, at Blokhuset var bygget af svært tømmer og taget dækket af et tykt lag sand, kunne det »bombesikre« vagtrum ikke klare en fuldtræffer fra en kanonkugle. Det var en særdeles udsat vagtpost, hvilket også skulle vise sig, da Slesvig-holstenerne gik til angreb.