Overgeneral Bülow

Fra havets dreng til hærens mand

Frederik Rubeck Bülow blev født i 1791 i den nordlige del af hertugdømmet Slesvig ved Gram. Som niårig blev Frederik Bülow sendt til søs, men fremtiden skulle indeholde andet end en sømands liv for ham. Efter nogle år på havet lykkedes det for ham at stikke af, hvorefter han vendte hjem.

I 1802 fik han en stilling som fændrik i hæren og fulgte dermed i sin fars og bedstefars fodspor i en militær karriere.

I 1805 begyndte Bülow på det militære institut i København. Han viste allerede fra starten et stort potentiale, da han i 1807 deltog med stor tapperhed i udfaldet mod Svanemøllebatteriet under Københavns Belejring.

I 1809 var Bülow blevet færdig på instituttet, og efterfølgende ønskede hans slægtning, generaladjudant Frantz Bülow, at han skulle få en karriere ved hoffet. Den unge Bülow takkede dog nej og fik i stedet tjeneste ved et strandregiment i Nordsjælland. Under strandvagten havde han kvarter på Dragsholm, hvor han i 1810 lærte den unge pige Henriette Bertine Dame at kende, datter af konsistorialråd Dame.

Bülow markerede sig endnu engang i krigstjeneste i 1811, da han ledte et angreb på englænderne, der havde besat Nekselø.

Familieliv og økonomiske vanskeligheder

Bülow og Henriette giftede sig i 1813, og i den efterfølgende fredstid voksede Frederik Bülows karriere. Han blev i 1820 forflyttet til København, hvor han slog sig ned i en lille lejlighed uden familien. Afstanden mellem Bülow og familien skyldtes i høj grad økonomiske vanskeligheder, og først efter 1827 havde han råd til at føre familien sammen.

Bülow var med hærloven af 1842 tæt på at tage sin afsked, da han led af gigt, som kun blev værre med årene. Han forlod imidlertid ikke hæren og blev nu efterfølgende bataljonschef og oberst.

Krigen kalder igen

Da 1. Slesvigske Krig (Treårskrigen 1848-1851) brød ud, meldte Bülow sig til at lede den danske hær, men krigsministeren A. F. Tscherning valgte i stedet general Hans Hedemann til posten. Bülow deltog efterfølgende aktivt og med succes i krigens første træfninger.

I maj måned 1848 blev Bülow udnævnt til generalmajor.

Bülows største bedrift var imidlertid sejren i Slaget ved Fredericia d. 6. juli 1849. Selve slaget når vi naturligvis frem til på dagen.

For sejren blev han på dagen udnævnt til generalløjtnant. Bülows karriere bød også på flere hædersmedaljer.

Sygdom, tilbagetrækning og sidste hvilested

Feltlivet havde imidlertid taget hårdt på Bülow, og han måtte under fredsslutningen frasige sig kommandoen for at lægge sig syg. Da han året efter igen blev tilbudt overkommandoen, takkede han nej på grund af sygdom.

Bülow kom dog til hægterne igen i 1852, hvor han blev udnævnt til kommanderende general for Sjælland og Øerne. I 1856 stoppede Bülow sin militære karriere, hvorefter han slog sig ned på Sandbjerg Gods i Sundeved. Her levede Bülow frem til sin død d. 16. juni 1858, og det sidste hvilested blev Dybbøl Kirkegård.