Krigsministeren modsiger Bülow
Bülow ville trække sig tilbage til Elbodalen. Krigsministeren siger nej. Stillingen er hensigtsmæssig, fastholder ministeren, og overgeneralen må nu disponere et nyt forsvar omkring Gudsø Mølle, brystværn og indrettede skydestillinger i husenes vinduer.
Krigsministerens svar
Krigsministeren understregede over for overgeneral Bülow, at gårsdagens dispositioner var hensigtsmæssige. Han ønskede den tætte kontakt til fjenden for at forhindre fjendtlige strejfkorps og samtidig kunne iagttage fjendens bevægelser ved den udsatte højre flanke, som lå åben for et flankeangreb på Ryes Korps.
Den fremskudte stilling fastholdes
- Hensigtsmæssig disposition. Gårsdagens fremrykning fastholdes. Stillingen skal ikke opgives.
- Tæt kontakt til fjenden. For at forhindre fjendtlige strejfkorps og iagttage bevægelser ved den udsatte højre flanke.
- Tilbagetrækning er stadig mulig. Krigsministeren er ikke utryg ved, om armékorpset kan gå samlet tilbage bag Elbodalen, så længe man har føling med fjenden i den fremskudte stilling.
- Helgenæs som retrætemål. Hvis Ryes Korps bliver isoleret, kommer Helgenæs på tale som mål for tilbagetrækningen.
Bülow havde i går ønsket at trække armékorpset tilbage bag Elbodalen og lade Ryes Korps gå tilbage bag Vejle Å. Krigsministeren har i stedet svaret: bliv stående.
Bülow gør klar til at modtage fjenden
Bülow afgav nu en udførlig disposition til Armékorpset og Ryes Korps i forhold til forsvar og retræte ved et storstilet angreb fra den slesvig-holstenske hær og rigstropperne.
Hovedprincipperne var, at Armékorpset skulle modtage fjenden langs med dalen, der strækker sig fra Gudsø til Møsvrå, med henblik på at sikre Ryes venstre flanke og holde kontakten længst muligt inden korpsets retræte og dermed isolation fra resten af hæren.
Ligeledes blev der givet ordre om tilbagetrækningens forløb over Elbodalen på strækningen mellem Havreballe Gård og Gudsø, over de kendte overgange ved Havreballe, Taulov og Gudsø. Desuden havde ingeniørerne anlagt interimistiske overgange, blandt andet nord og syd for Nebel Sø (Taulov Sø), men overgangene var kun egnet til infanteriet.
Man skulle blandt andet ved Elbodalen, men også andre steder, forsøge at bremse fjendens fremrykning under retræten for at sikre en rolig og ordnet tilbagetrækning til fæstningen. Alt var koordineret med reservernes indsættelser på strategiske steder til støtte for og optagelse af de retirerende danske styrker.
Forsvarsforanstaltninger ved Gudsø
Stillingerne langs den omtalte dal mellem Gudsø og Møsvrå blev nu også forstærket. Ved Gudsø blev der gjort særligt klar.
Hvad blev forberedt
Det siger næsten sig selv, at det var af største vigtighed at holde Gudsøpasset, indtil de nordligere retræter over Elbodalen havde fundet sted. Ellers risikerede man at blive omgået nordfra af fjenden og dermed blive isoleret i Gudsø af en overvældende fjende.
Et portræt af overgeneral Bülow
I morgen når vi at få et portræt af den kære overgeneral Bülow, inden det for alvor går løs på slagmarken, og krigen rykker til Fredericia.
Litteratur
- Generalstaben, 1873: Den dansk-tydske krig i Aarene 1848-50. 2. del. Krigen i 1849, 1-2.