Børnehaven Stendalen i Fredericia skal fra 2026 drives efter barnets lov i stedet for dagtilbudsloven. Det sker efter direkte henvendelse fra Børne- og Undervisningsministeriet i november 2025.
Baggrunden er, at Stendalen over tid har udviklet sig til et tilbud, hvor visiterede børn med særlige behov udgør en overvejende del af børnegruppen. Et sådant tilbud skal ifølge ministeriet have hjemmel i barnets lov.
Omlægningen skete gradvist og uden et aktivt kommunalt valg, fremgår det af sagsfremstillingen. Antallet af almenpladser er faldet over tid, blandt andet som følge af færre dagplejere i Ullerup Bæk-området, mens andelen af børn med særlige behov er forblevet høj.
Forvaltningen fastslår, at kommunen har handlet i overensstemmelse med retningslinjerne siden den oprindelige omlægning i 2013. Omregistreringen er sket med virkning fra 1. januar 2026, og forældrene blev orienteret i uge 7.
Omlægningen vil få økonomiske konsekvenser, og et nyt budget skal beregnes. Torsdag orienteres udvalget om sagen, og der skal efterfølgende træffes beslutning om den fremadrettede kapacitet og drift.


















Log ind
Kommentar