Af Karsten Byrgesen, Kandidat i Syd og Sønderjylland til Europarlamentet og Regionsråds- og Byrådsmedlem i Fredericia
Forsiderne i medierne svømmer over med triste beretninger og havets og havmiljøets tilstand. Trelde Næs ved Fredericia er kendt som et smukt sted med en fremragende natur, hvor hav og land mødes i en voldsom konfrontation, hvor de stejle lerede skrænter modvilligt giver slip på store træer, der møder sit endeligt i Lillebælt. Farvandet øst for Trelde Næs er også stedet, hvor der i årtier har været dumpet giftigt slam fra havne og fjorde. Det var og er et slemt overgreb på naturen, og viser en ligegyldighed med et truet havmiljø. Det er vanvid og vanviddet fortsætter i disse timer og dage. Det gør det fordi en stor polsk havslamsuger sejler i pendulfart mellem dumpningsområdet ved Trelde Næs og den nye havn i Fredericia.
Under høringsfasen hvor lokalplanen for udvidelse af Fredericia havn blev stemt igennem byrådet med 20 stemmer mod min ene, spurgte jeg blandt andet til alternative måder at fylde havnebassinet ved kaj 19, så det kan bruges til containerplads. Jeg spurgte fordi jeg forudså det er sker i disse dage, hvor havslamsugeren flytter forurenet materiale fra Trelde Næs til Fredericia havn, hvor det spules ud i overfladen i bassinet der mig bekendt skulle lukkes inden dumpningen. Sandet synker til bunds og efterlader det lettere materiale – forureningen – i vandsøjlen, hvorfra det med den kraftige strøm, spredes over hele Lillebælt.
Jeg fik ALDRIG svar på mine høringsspørgsmål, der blev videresendt til Miljøministeriet og jeg bliver nu blot, som alle andre borgere der undrer sig mindet om, at høringer er FUP og bedrag, fordi en høring skal efterlade borgeren med en opfattelse af at blive hørt. Det sker ikke, hvilket denne og mange tilsvarende sager er et tydeligt bevis på.
Jeg savner ikke ord til at beskrive hvad jeg føler, men det kan sammenfattes med afsky!
Larmen fra havslamsugeren er øredøvende, hvilket naboerne i Kanalbyen har registreret. Det kan der heller ikke gøres noget ved, da støj i den forbindelse ikke er et vilkår som entreprenøren og den kommunalt ejede havn skal tage hensyn til og derfor heller ikke gør det.
Vi står tilbage med en bekræftet viden om et ufatteligt havsvineri og en trist viden om havdøden i de fleste danske indre farvande. Det er oplyst uansvarlighed der fortsætter med lokal og national politisk velsignelse.
