Middelfart Boldklub sejrede lørdag eftermiddag med 1-0 mod Brabrand og ligger nu på fjerdepladsen i 2. division.

Luften var varm, meget varm. Man skulle tro, det var en træningskamp på en sommerdag i juli eller august, men datoen viste den 9. september klokken 14:00, hvor der var kampstart mellem Middelfart og Brabrand.

Om det var varmen eller de to holds mangel på samme, der gjorde, at det længe lignede en kamp, som ville ende 0-0, skal være usagt. Faktum var dog, at de to hold havde mere end svært ved at skabe chancer. Som bundhold var det forventet, at Brabrand ville pakke sig, og det blev også tilfældet.

Middelfart havde ikke fundet de rette værktøjer frem til at bryde betondefensiven op. Til gengæld gav Middelfart heller ikke noget væk den anden vej, hvilket har været kendetegnende for dem hele sæsonen.

Første halvlegs højdepunkt var velsagtens, da dommer Niclas Gommes fløjtede til vandpause efter 22 minutter på den varme septemberdag. Kampbilledet ændrede sig ikke, vandpausen til trods. Ingen af de to hold havde kvalitet nok til at komme frem til chancer, og derfor var pausestillingen 0-0.

https://www.marsvinet.dk/

I anden halvleg fortsatte det samme mønster. Middelfart-træner Kristoffer Johansen forsøgte at ændre slagets gang ved at skifte Valdemar Kwasniak og Mikkel Blåholm ind på banen i stedet for Robert Kakeeto og Marcus de Claville.

Det hjalp dog ikke umiddelbart det store, og det lignede, at der skulle en tilfældighed til for at score. Sådan en kom i det 70. minut. Peter Kristiansen sendte et hjørnespark ind i feltet, og højest til vejrs kom Lasse Thomsen, der scorede for anden hjemmekamp i træk og lavede sit fjerde sæsonmål. Med målet har midterforsvareren nu tegnet sig for fire ud af syv Middelfart-scoringer i seks kampe.

Brabrand lignede ikke et hold, der kunne svare igen på føringen, og det holdt næsten også stik. I kampens overtid fik de dog chancen efter en dødbold, men forsøget røg forbi mål. Middelfart slap med skrækken og var i stedet ved at score på en omstilling, men bolden gik ikke ind.

Middelfart vandt derfor kampen 1-0 og konsoliderer dermed fjerdepladsen. Næste gang de skal i aktion er på fredag på udebane mod Skive.