Af Sune Nørgaard, EP-kandidat, Dansk Folkeparti

På søndag skal krydset sættes til Europa-Parlamentsvalget. Som kandidat har det været en spændende proces, hvor jeg har brugt næsten et år på at forberede mig. Jeg har rejst rundt i Syddanmark, mødt masser af mennesker, deltaget i valgdebatter, gadekampagner og interviews. Politik og arbejde har stort set fyldt alt.

Europa-Parlamentsvalget står for mig som det vigtigste valg i nyere tid. EU-godstoget hamrer derudad med ekspresfart mod De Forenede Europæiske Stater. Jeg har altid været skeptisk over for EU, og min skepsis er blevet til kritisk modstand.

Uanset hvad de andre partier siger, er faktum, at de alle vil have meget mere EU. Kursen er sat mod et EU som et overstatsligt organ, hvilket vil få vidtrækkende konsekvenser for vores nationale suverænitet.

Hvis du er skeptisk, kritisk eller direkte modstander af EU, er der kun ét parti, du kan stemme på, nemlig Dansk Folkeparti. De andre partier vil give EU betydelig indflydelse på Danmarks udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik. De vil lade EU bestemme over vores lovgivning, valuta, og gældsætte Danmark. De vil lade EU indsætte en europæisk præsident og udenrigsminister, forhandle fælles løn, oprette en fælles bank, “woke” den danske befolkning, og modtage alle fra Mellemøsten.

Det er tragikomisk, at alle partierne på Grundlovsdag lovpriste vores Grundlov, men dagen efter går til angreb på selvsamme Grundlovens §72 stk. 1, som omhandler ejendomsrettens ukrænkelighed. De andre partier i EU har netop stemt for at 400.000 danske boligejere tvinges til at renovere deres huse for 300.000 kr. for at opnå et bedre energimærke. Dette vil gøre mange danskere teknisk insolvente og resultere i usælgelige huse og affolkede landsbyer.

Hvis du er skeptisk, kritisk eller modstander af ovenstående, så skal du på søndag sætte dit kryds ved Dansk Folkeparti, gerne personligt på mig. Jeg er nummer 6 på liste O.

Jeg og Dansk Folkeparti er garant for mere dansk suverænitet og meget mindre EU.