Malene Søgaard-Andersen: Distriktsmodellen har kostet både læring og ledelse

POLITIK. SF’s spidskandidat i Fredericia, Malene Søgaard-Andersen, lægger ikke skjul på sin kritik af distriktskolemodellen. Som tidligere lærer og leder har hun selv oplevet strukturen indefra, og hendes vurdering er klar – modellen koster både elevernes læring og gør ledelsen fjern fra hverdagen.

»Når jeg kigger på de faglige resultater, vi leverer i folkeskolen, altså at en stor andel af vores børn og unge faktisk går ud af folkeskolen med mindre end 02 i matematik, så tænker jeg, at noget af forklaringen skal findes i vores distriktstruktur. Fordi alle børnene skifter fra mellem 6. og 7. klasse til en ny skole. Og der er forskning, der peger på, at et skoleskift kan koste op til et års læring i et barns skoleliv,« siger hun.

Hun peger også på de økonomiske udfordringer, som flere skoler har kæmpet med. »Ullerup Bæk Skolen har haft økonomiske udfordringer af to omgange. Senest massivt, hvor de i alt har et underskud på 9 millioner. Og en af årsagerne er, at det er mega store maskiner. Det er jo en kæmpe økonomi, man skal styre. Og risikoen for at lave fejl i sådan nogle store organisationer er jo ret alvorlig,« siger hun.

For Malene Søgaard-Andersen er problemet især, at ledelsen er blevet for fjern. »Distriktsstrukturen er jo bygget op sådan, at der sidder en distriktsskoleleder og så nogle afdelingsskoleledere. Distriktsskolelederen er på papiret den, der skal træffe nogle beslutninger. Men man sidder bare meget langt væk fra virkelighedens verden, når man sidder på et distriktsskolelederkontor. Så i vores optik skal vi have ledelsen, altså dem, der reelt kan træffe nogle beslutninger, tættere på opgaven,« siger hun.

SF ønsker derfor at ændre modellen. »Vi vil gerne have, at der er 0. til 9. klasse skoler i hele Fredericia Kommune. Der vil være nogle afdelinger, for eksempel ude i Bøgeskov, hvor det vil være naturligt, at det er en 0. til 6. klassesskole. Sådan kunne det også være i Bredstrup Pjedsted, hvor der tidligere har været 0. til 6. klasse. Men det skal være sådan, at alle forældre har muligheden for at vælge en skole, hvor deres barn kan gå fra 0. til 9.,« siger Malene Søgaard-Andersen.

Hun understreger dog, at en omlægning kræver omtanke. »Da man lavede det om til at starte med, altså da man ændrede det fra 0. til 9. klasseskoler til distriktsmodellen, der hævede man jo bare børnene op med hovedet. Og det har vist sig, at det ikke var en skidesmart idé. Så det skal vi have en proces med skolebestyrelserne og elevrådene omkring. Man kan jo ikke bare blinke og skifte om. Der er også medarbejdere, som skal møde ind på en ny arbejdsplads og arbejde på en ny måde i en mere sammenhængende skole. Det skal de også finde ud af. Vi skal ikke lave den samme fejl, som vi gjorde, da vi lavede distriktsmodellen, hvor man over en sommerferie byttede børnene rundt som i et regneark. Det kan man ikke,« siger hun.

For SF’s spidskandidat er det også oplagt at hente erfaringer fra andre kommuner. »Jeg synes, vi med fordel kan kigge imod Esbjerg og høre, hvilke erfaringer de har gjort sig. De har jo faktisk ændret deres distriktsskolestruktur tilbage til basisskoler. De har lavet øvelsen og har sikkert gjort sig erfaringer om, hvad fungerede og hvad fungerede ikke. Det kunne vi med fordel kigge på, så vi ikke behøver at lave samme fejl en gang mere,« siger Malene Søgaard-Andersen.

I de kommende dage spørger AVISEN byens byrådspolitikere og spidskandidater om modellen for at gøre fredericianerne klogere på, hvad de mener; én for én.