Louise Ellekrog er en del af det uadskillige speakerpar, som sammen med Peter Hermann har leveret stemme til mange motionsløb. Mandag stod hun i speakerboksen ved målområdet i Middelfart og førte ord på dagen, der samlede 13.882 deltagere. På sin egen hjemmebane.
Hun er »middelfarter i hjertet«, som hun selv siger, og det betød noget, at Royal Run mandag kom til hendes egen kommune. Louise Ellekrog stod sammen med Peter Hermann i speakerboksen ved Havnegade og førte deltagere og publikum gennem dagen, fra det første startskud klokken 11.00 til den sidste løber krydsede målstregen ved Østergade.
»En fuldstændig magisk dag,« siger hun.
Hun har prøvet at være speaker mange gange ved Royal Run, både i Fredericia og nu også i Middelfart. Forskellen er hjemmebanefornemmelsen. Det er noget andet at stå og kalde til løb i sin egen kommune end nogen andre steder, hvor man ikke kender historien bag. Når et lokalråd kommer løbende med balloner, kan hun fortælle publikum, hvad lokalrådet er, og give det betydning. Når Klimafolkemødet kommer i hjemmesyede skjorter af gamle viskestykker, kender hun historien bag. Når Red Barnets lokalafdeling og Kreaværk står over på den anden side, ved hun, hvad de laver, og hvor stort et stykke arbejde de leverer.
»Man kan jo mærke det helt ind i min knoglemavle,« siger hun om at stå på hjemmebane.
Fra speakerboksen så hun ud over det, hun selv beskriver som »det blå hav« af Royal Run-trøjer, der bredte sig ned ad Havnegade så langt øjet rakte. Hun fik publikum til at række hænderne i vejret, og de sidste hænder kunne ses helt nede for enden af gaden. Hun beskriver et folk, der havde klædt sig ud, smilet, deltaget, sat byen på den anden ende.
»Jeg tror aldrig, jeg har set så mange mennesker smile så meget,« siger hun.
Royal Run er for hende meget mere end et motionsløb. Det er en bevægelse, hele kommunen er en del af, fra virksomheder og frivillige til foreninger og butikker. Alle var på tæerne. Det gjorde hendes opgave i speakerboksen lettere, men det gjorde også oplevelsen større.
Sammen med Peter Hermann, som hun kalder det uadskillige speakerpar, har hun stået på mange dage som denne. At have en makker, man er tryg ved, betyder noget, når man som speaker skal holde stemmen kørende time efter time og samtidig finde nye ord.
»Hvis I kan bruge mig, så er jeg bare kæmpe klar,« siger hun om at gøre det igen.
Hun sov tungt natten efter. Hendes arm er solbrændt på en stribe, der svarer til, hvor hun har holdt mikrofonen. Hun arbejder til daglig med gaming, og som hun selv siger: »Hold kæft, du respawner også bare overalt.«
»Det bliver konge,« lød det fra speakerboksen mandag. Det var, vel at mærke, før HM Kongen overhovedet var kommet til byen.
